01 Sep 2025 - Jakob Bundgaard Svendsen
Kære tilhørende
Den læser, der sidder med dette i hænde, og befærder sig i flok af ligesindet, vil jeg bede læse højt. Først vil jeg komme med en bekendelse. Hvis du som læser forventer en tabel til sidst med et resultat, så vil de ikke finde det her og jeg vil øjeblikkeligt bede dem om deres absolutte opmærksomhed, da de er roden til min egen fortvivlelse. Dette vil ganske vist være ilde set blandt statslige administratorer, men det er netop deres fortrolighed med ordet evidensbaseret, der har ført det så vidt, at jeg skrive dette til dem. Her fremmaner de social objektivitet, som var det fantasmagori. Kære højtlæser og tilhørende, nu tænker de nok, at jeg fortaler mig, når jeg forsikre dem om, at jeg ikke har ypper kiv i sinde. Det er blot en nødvendighed at illuminer jeres besmudsede åndelige barberi, når i lader generationer gispe efter dannelsen forborgne ånd, med jeres bureaukratisk kvælertag.
Jeg skælver ved tanken om den statslige administrationens barbariers sammenstyrtning af dannelsens ånd. Men i alt deres respekt, har deres vanære spredt sig blandt lægmænd og lærte, og lagt sig som selve fundamentet for vore tilgang til menneskets intentionalitet. Denne evidensens gift har spredt sig til, de rastløse legemer, mine fagfæller besidder, der kun finder ro i deres altoverskyggende opmærksomhed på at beværte evidensens fordragelighed. En hypostasering for vores tid, som man kunne forfalde til at tro var deres opiumspibe, men nej, det begriber de ikke, for hvornår har jeg operationaliseret dette og målt dens effekt? Ja, de måber nok, og kalder til heksejagt, når jeg trygler dem om at give plads i deres sind, til at begribe verden på anden vis end korrelationens herredømme. Det sidste jag de gav, der korsfæstede dannelsen var mekaniseringen af hvad kunst er. Lad os korrelere hvad folk kan lide. Korrelationens forførelse til menneskelig forfald. Her står vi tilbage med et sandhedsbærende resultat, individet anfægtes for ikke at følge. Denne evidens ophøjning tromler den menneskelige intuition og nysgerrighed, den befamler og bedrager netop fantasiens frydefulde væsen. Denne operationaliserings pervertering af fantasien, står klarest frem i anvendelsen af ordet evidens, og dens følgevirkning, på vores forståelse af mennesket som optimeringsprocesser. Dette står klarest i kunsten, der er blevet så fortærsket at den har mistet sin alvor. Så jeg beder dem, kære højtlæser og tilhørende, lad os danne vore ligesindet, lad os danne vore ungdom. Vi må ikke lade os til takke, med argumentet, at noget er evident i social- og humanvidenskab, da der ikke er evidens for social objektivitet.
Vi interesserer os udelukkende for, hvorledes vores kultur historisk blev til og ikke vort åndslivs tilstand. Hvor kulturen er i færd med at tilintetgøre sig selv. Vore etiske fornuftsidealer for udvikling til sand menneskelighed er under angreb af den konsekvente tænkning. Vi ser frem i illusionernernes fremtid, hvor læresætninger og forjættelser herskes af evidensens væsen. Den jævne mand, begriber ej dette forsyn. Netop denne smertefulde åbenlys infantile forestillinger, vil det store flertal ikke kunne hæve sig over. Endnu mere beskæmmeligt virker det at erfare, at selv de mest lærte i hvor kongerige, forfalder til denne tro på evidensens sandhedsprincip. Filosofien har svigtet, når denne metode har behersket den offentlige mening. Førhen holdte filosofien tanken om kultur ved lige; den konsekvente tænknings kritik. Rationalismen, der har erobret den offentlige mening, til trods for stærk kritik fra to af åndslivets største Goethe og Schiller. Men selv ikke disse kunne stå i mod den naive dogmatismes anstød.
Med denne magt, evidensens væsen har, kunne man forfalde til at tro, at jeg havde lyst til at slutte mig til de troendes rækker. Ja de sidder nok og påberåber, mens de lytter til dette, at jeg skal underkaste mig, for hvordan kan jeg undsige mig dette princip, når det er så altoverskyggende rigtigt? Jeg dømmer dem ikke for denne fejlslutning, men deres flugt fra dem selv er uovertruffen. Theodor Fontane gav os tre midler til at flygte fra os selv. Særke afledninger, erstatningstilfredsstillelser og beruselsesmidler. Men jeg mener ikke at disse distraktioner kommer tæt på den magt evidensen har over folket. Den graver så dybt ned i folkets sind, at jeg må erkende, jeg forveksler den med en spelolog, sådan som den møffer rundt i det eneste mørke af menneskets selvforståelse.
Kære oplæsere og tilhørende, jeg beder dem derfor endnu en gang, om at forholde dem til evidensens udsultning af vore kultur og åndsliv. Jeg beder dem forholde dem kritisk og undrende overfor det der fremstår uomtvisteligt sandt, så evidensens væsen ikke fortsat fortærsker og udhuler vore kunst og kultur.
For kunsten er det eneste der giver livet mening.
Kh. En svagelig idehistoriker