15 Sep 2025 - Simon Lehm Frandsen
Da denne anmelder som vanligt hørte DR1’s K Live og blev introduceret til forestillingen “Der findes et før og et efter” på Teater Katapult i Aarhus, var det uden opmærksomhed på at vi skrev uge 37 og dermed kulturugen for de unge. Dette betød at da jeg fik trodset den silende regn og gjorde min entré i Godsbanens lokaler i det centrale Århus, var jeg ikke forberedt på at skulle dele oplevelsen med så unge mennesker som det var tilfældet. Om end de havde fået billetten til den nette sum af 40 kr. (hvilket ikke var tilfældet for denne anmelder grundet aldersbegrænsningen for tilbuddet) er det altid forfriskende at se de unges interesse for kulturlivet spire frem. Oplevelsen bliver ekstra interessant af at denne forestilling involverede en faciliteret snak om det man netop havde oplevet efter forestillingens ophør. En potentielt sprængfarlig øvelse, men point for at tvinge de unge mennesker til at tale om den kultur de lige har oplevet, og forholde sig til vigtigheden af det de oplever. At det så ikke landede 100% vender vi tilbage til.
“Der findes et før og et efter” er noget så unikt i dagens Danmark som et hørespil, hvor den samme fortælling spilles fra tre forskellige vinkler, hvor man som publikum tildeles et sæt høretelefoner med en dertilhørende karakter. Da fortællingen omhandler et potentielt seksuelt overgreb, er det ganske interessant at kunne opleve og følge fortællingen fra perspektivet af “offeret”, “gerningspersonen” og den fælles veninde der er i klemme i det hele. Inden vi når så langt bliver vi dog taget meget forsigtigt i hånden og præsenteres for et verbalt forord for den kommende forestilling. Efter dette “forord” laves der nogle dramaøvelser hvor det for denne anmelder var svært ikke at trække på smilebåndet med tanke på den kreative direktør der har godkendt ideen om at publikum skal strække sig og krybe sig sammen i øvelser der selv bagefter fremstår som komplet afkoblede fra selve oplevelsen. Generelt et tegn på at Teater Katapult udtrykker et ønske om at kontrollere oplevelsen mere end hvad denne anmelder bryder sig om. Men jeg tildeles altså Nikolines (offerets) historie, og går ind på den lille scene der er udstyret med sko i forskellige farver, der indikerer hvor man som publikum skal placere sig i løbet af forestillingen. På mange måder et veludført element hvor de forskellige karakterer bevæger sig forskellige steder i historien og ser noget forskelligt.
Uden at gå for meget i detaljer med handlingen, da den i bund og grund ikke er det interessante, må det siges at hørespillet fungerer i sig selv, og der kommer for denne anmelder mange interessante og vigtige perspektiver på de konsekvenser et seksuelt overgreb kan have for offeret, også selvom gerningspersonen ikke har haft nogen ubehagelige intentioner med det. Nikolines fortælling udfoldes i mine ører, og jeg mærker hendes oplevelse af ikke at kunne være i sin egen krop, af at alting bliver ligegyldigt, af skammen og skyldfølelsen og hvordan hun ikke kan tilgive sig selv for at have bragt sig selv i den situation, når nu hendes veninde var vild med fyren, selvom Nikoline ikke selv ønskede at der skulle ske yderligere. Da forestillingen er slut sidder man med en følelse af et utroligt vellykket, interessant og vigtigt stykke kultur midt i septemberregnen, men her slutter den gode oplevelse også. Publikum bringes nemlig ind i en cirkel til en snak om samtykke og seksuelle overgreb der er så banal at tanken føres hen på en folkeskoleklasse der har seksualundervisning inden de rammer puberteten. Mange husker med gru det famøse pressemøde efter den såkaldte “samtykkelov” blev præsenteret, og politikerne bliver bedt om at komme med eksempler på nonverbale tilkendegivelser af samtykke, og denne snak føltes på mange måder som et lige så akavet og afskåret indspark i selvsamme debat.
Det er altid en spændende diskussion i hvilket omfang kunsten skal tage sit publikum i hånden og hamre pointen hjem, men hvis man ikke læser forordet og efterskriftet i sine bøger fordi man føler sig for præget af forlagets holdninger, så ville denne oplevelse vække samme misfornøjede følelse. En sand skam, for selve forestillingen kan snildt bære debatten i sig selv, og det fremstår ikke gavnligt for den samlede oplevelse at man skal have en fuldvoksen dame til at spørge ind i en rundkreds om der er nogen der kan huske at vi fik en samtykkelov.
“Der findes et før og et efter” er som en vellykket Beef Wellington i en underbagt og fugtig butterdej. En vidunderlig, pirrende og tankeopvækkende oplevelse, pakket ind i noget ligegyldigt rod, som man gør bedst i at skrabe væk og gemme til katten.