08 Nov 2025 - Jakob Bundgaard Svendsen
Nogle gange så fortæller jeg mig selv, at det denne gang bliver anderledes. Jeg kan mærke den – Beruselsen; mit dunkende hjerte. Men med et vender det - hendes blik bliver kvælende som var der noget giftigt i luften.
Klaustrofobien overmander mig.
Jeg må bryde ud; flygte som var jeg en undsluppen fange, der ve lyskeglernes afklædende blikke.
Jeg husker hvordan min moster lærte mig at give et kram, da jeg var 8.
Jeg husker hvordan han betragtede vores berøring. Hvordan han kiggede sulten på mig. Jeg kan høre trommerne fra garagen, den indlullende lyd.
Jeg følte mig Svinebundet, som lå jeg blandt kannibaler på en vulkansk ø. Snart måtte jeg æde ham; Æde mig selv, æde den jeg var. Æde den jeg troede jeg kunne blive. Æde? Æde den anden, æde hans.
Han kaldte mig sin lille rotte. Lille og ækel måtte jeg tygge hans aflad.
Besudlet.
Jeg bar hans fedtede efterslæb.
Jeg forelsker mig ofte, men jeg føler mig ikke som nogen rotte, ikke i forelskelsen. Jeg er den lille markmus, det kryber ind og overnatter henover vinteren. Den varme der findes i huset, er både nødvendig men også utryg; uvant.
Jeg vil så gerne kunne give mig hen. Give mig hen til dem. Jeg vil så gerne lade mig forføre, jeg vil så gerne glemme hans stemme; hans hvisken i mit øre. Jeg kan stadig mærke hans greb om mit håndled. Hans store revlede hænder, fasttømrede min altstedsnære fortabelse.
Jeg banker min næve ind i de sladrende vægge, så jeg afmærker den smerte jeg bærer. Ganske kort kan jeg se muren græde, for igen at blive mindet om min skæbne.
Jeg savner hende, jeg savner Cecilie. Jeg savner den varme hun gav til en lille markmus, der skræmt pilede rundt i alle hjørnerne af vores relation. Jeg var blevet fedet op hen over sommeren, fedet op af hans begær. For når vinteren rammer og jeg søger mod varmen, er der samtidigt så underligt mørkt omkring os. Jeg piber i mødet med hendes omsorg. Hendes bløde ord er så underligt klamme, de løber ned af mig i tykke olier – de dækker mig med en væmmelig hinde. Du må forstå, hendes ord ekkoede rundt i den lille lejlighed, de er fremmed; de er faretruende.
Hvilken pris har varmen?
Marie spurgte mig: ”hvad drømmer du om?”. Hun havde selv dette blik, som jeg har set så mange gange før hos de piger jeg forelsker mig i. De drømmer, de forstiller sig en fremtid. De kan se os, de kan se dem de tror vi bliver.
Det er kun mennesker der drømmer og jeg forelsker mig i mennesker. Jeg drømmer ikke, for dyr drømmer ikke. En rotte drømmer ikke. Marie forstod det ikke. Det gjorde Malene heller ikke. Garagen ændrede mig. Jeg er en lille rotte, en laboratorierotte; hans eksperiment.