27 Jan 2024 - Jakob Bundgaard Svendsen
Inden for psykologien er tomhed som et psykologisk begreb mangelfuldt beskrevet i litteraturen. Peteet (2011) beskriver i sin artikel: Approaching Emptiness: Subjective, Objective and Existential Dimensions manglen på en fælles definition på tomhed, som klinikere kan støtte sig op ad. Tomhed beskrives som et fænomen, der kan udtrykke sig både som en almen oplevelse hos mennesket og et udtryk for sygdom, hvor tomheden er mere udtalt og pinefuld (Peteet, 2011). Sidstnævnte gør sig gældende i borderline personality disorder (BPD), hvis 7. kriterie netop er kronisk tomhedsfølelse (Klonsky, 2008). Klonsky (2008) problematiserer ud fra et psykiatrisk perspektiv, hvor dårligt undersøgt kronisk tomhedsfølelse er empirisk. Det begrunder han med, hvor svært man, historisk set, har haft ved at differentiere mellem kronisk tomhedsfølelse og kedsomhed. Klonsky (2008) beskriver, hvordan man i mange år i forbindelse med BPD har sidestillet begreberne, således at de blev anset som udtryk for det samme (Klonsky, 2008). Det ses ifølge Klonsky (2008) i DSM-III og DSM-III-R, hvor det syvende kriterie for borderline var kronisk oplevelse af tomhed eller kronisk oplevelse af kedsomhed. Dette er nu ændret i DSM-IV, da forskning viser at kedsomhed er mindre diskriminerende end tomhed til at identificere individer med BPD, hvorfor tomhed og kedsomhed ikke længere anses som det samme (Klonsky, 2008). Denne debat er dog ikke helt afgjort endnu, og der er forskning der peger på, at man skal revidere kriteriet til igen at inkludere kedsomhed (Masland, Shah, & Choi-Kain, 2020). Teoretisk er kedsomhed bearbejdet mere end tomhed. Alligevel er begrebet kedsomhed dårligt belyst teoretisk (Gamsby, 2018). Der har dog, i modsætning til tomhed, været en række tænkere, som har beskæftiget sig specifikt med fænomenet (Goodstein, 2005; Heidegger, 2007; Svendsen, 2004). Kedsomhed er ofte anvendt til at beskrive modernismen som periode, hvorved det er et udtryk for mangel på mening med tilværelsen (Goodstein, 2005). Begrebet tomhed er ofte belyst som en sidenote i forsøget på at begrebsliggøre intethed (Ranasinghe, 2019; Sartre, 2018; Scott, 2018) eller det er anvendt i den buddhistiske filosofi (Van Gordon, Shonin, & Griffiths, 2017; Watson, 2014). Kun en lille del af litteraturen har beskæftiget sig med følelsen af tomhed. Her har sorgforskning i nyere tid netop forsøgt at beskrive dette. I Allan Køster’s (2020): Bereavement and the Meaning of Profound Feelings of Emptiness An Existential-phenomenological Analysis bygger han videre på den tidligere sorgforskning, der bearbejder begrebet om: The empty space phenomenon (McClowry, Davies, May, Kulenkamp, & Martinson, 1987). Dette fænomen er også blevet undersøgt fænomenologisk af Thomas Fuchs (2017) i artiklen: Presence in absence. The ambiguous phenomenology of grief. Køster (2020) argumenterer for, at der i forståelsen af tomhed i forbindelse med sorg er en oplevelse af den fysiske forsvinden af den person, man holder af. En oplevelse af en tomhed der er rettet mod tabet af ens nære, idet de fysisk forsvinder som et objekt i verden. Dette er også hvad The empty space phenomenon beskriver, at den mistede person har en tilstedeværelse hos den, der står tilbage. Køster (2020) beskriver et af de primære omdrejningspunkter i sorgprocessen således: “Navigating this ambiguity between emptiness and presence is an inherent part of the existential reality of the grief process” (Køster, 2020, p. 140). Køster (2020) peger desuden på, at der er en oplevelse af tomhed i forbindelse med sorg, der ikke er rettet direkte mod den person, man har mistet, men mod ens egen væren. Hvilket han kalder en forsnævring i ens eksistentielle tekstur. Forståelsen af den eksistentielle tekstur, der konstituerer forholdet til sig selv og verden er grundlaget for, hvordan jeg vil tilgå fænomenet tomhed i denne artikel. Det vil sige individets oplevelse af tomhed rettet mod dets værensforhold i verden. Så hvad mener jeg med dette? Køster (2020) foreslår, at man kan definere den tomhed, der er rettet mod individets egen væren, som en eksistentiel følelse. Her anvender han blandt andet Matthew Ratcliffe’s (2005) begreb ’eksistentiel følelse’, der beskriver menneskets oplevelse af sig selv og verden som helhed. Inspireret af dette vil jeg i denne artikel forsøge at forme en struktur for, hvordan man kan forstå tomhedsfølelse som et alment psykologisk begreb ud fra strukturen for oplevelsen af væren. Ifølge Ratcliffe (2005) er det i forbindelse med det usædvanlige og patologiske, at man kan få nye indsigter i strukturen for intentionalitet. Det er dermed også interessant at se på tomhedsfølelse som psykopatologisk fænomen, da den ekstreme oplevelse af tomhedsfølelse kan give en generel forståelse af, hvad der er på spil i forbindelse med følelsen af tomhed. Jeg vil derfor eksemplificere den ekstreme oplevelse af tomhedsfølelse ud fra Fuchs (2007) fænomenologisk psykopatologiske analyse af BPD. Borderline er ikke kun valgt som udgangspunkt for en ekstrem case, fordi et af kriterierne for diagnosticeringen er tomhedsfølelse, men fordi nogle af de symptomer borderline patienter lider under også ses som nogle generelle samfundstendenser i dag, dog i en mildere grad (Fuchs, 2007). Disse tendenser er: fragmentering, omskiftelighed og forstyrrelse i temporalitet. Dog kendetegner det borderlines mere specifikke etiologi at størstedelen af patienter med BPD udvikler identitetsforstyrrelser (60%-90% af alle cases) (Fuchs, 2007). Her beskriver patienterne en smertefuld fornemmelse af inkohærens og en følelse af ikke at være autentisk. Meget forskning peger på at omsorgssvigt har en afgørende rolle for udviklingen af BPD senere i livet (Fuchs, 2007). Det fører for vidt i denne artikel at gå nærmere ind i etiologien, idet formålet er at anvende Borderline som en teoretisk ekstremcase, der kan give indsigt i tomhedsfølelse som et alment psykologisk begreb. Opsummerende er det centrale forskningsspørgsmål således at undersøge tomhedsfølelsens teoretiske nuancer i forsøget på at finde en mere almen forståelse af tomhedsfølelse, der kan bruges som udgangspunkt til at undersøge tomhedsfølelsens kontekstuelle manifestationer.
Først viser artiklen en struktur for tomhedsfølelse ud fra Ratcliffe’s (2005) forståelse af oplevelsen af væren. Formålet med dette er at skabe en ramme for tomhedsfølelse der kan lægge fundamentet for en almen forståelse af hvad tomhedsfølelse er. Derefter vil jeg præsentere oplevelsen af kronisk tomhedsfølelse ud fra en fænomenologisk psykopatologisk forståelse af borderline. Dette er med henblik på at undersøge den ekstreme oplevelse af tomhedsfølelse, hvorfra det er muligt at få indsigt i, hvordan tomhedsfølelse manifesterer sig. Det er ud fra den ekstreme case, hvor tomhedsfølelsen er forstærket, man kan få indsigt i fænomenets interne struktur. Til sidst vil artiklen blive afrundet med at eksemplificere, hvordan samtiden fra et sociologisk perspektiv kan forstærke oplevelsen af tomhed. Hvorved et alment psykologisk begreb for tomhedsfølelse forudsættes på baggrund af, at der er kontekstuelle nuancer som kan spille ind på, hvordan tomhedsfølelse specifikt udtrykker sig i en given situation.
Ratcliffe (2005) forståelse af væren udspringer af Heideggers (2007) fænomenologi. Særligt er Heideggers begreb befindlighed centralt. Det er det:” (…)”passive” aspekt i tilværens måde at være på (Lûbeck, 1982, p. 138) Befindlighed handler om, at man som menneske er kastet ud i en situation. Dette princip kalder Heidegger (2007) kastethed (tysk: die Geworfenheit). Der betyder, at omstændighederne i en situation altid er givet. Dette er uafhængigt af, hvad vi vil gøre eller mene om den givne situation. Befindlighed består derfor af to aspekter:
1): Vi er altid kastet ind i den situation vi står i. 2): Der følger nogle passive stemninger for tilværen (tysk: dasein) med denne situation (Lübeck, 1982, p. 138).
Modstykket til kastethed er kasten sig, som bygger på befindlighedens modstykke: forståelse. Et menneske er ikke bare kastet ud i en situation, vedkommende reagerer også på denne, idet mennesket kaster sig ud i situationen. Dermed forstår Heidegger (2007) mennesket ud fra en kastet kastethed dvs. en forståelse af mennesket som aktivt og passivt i sin væren-i-verden. Dette kalder han forstående befindlighed. Ifølge Heidegger (2007) er alle affekter kendetegnet ved, at de har rettethed (intentionalitet). Dette betyder, at affekter ifølge Heidegger (2007) har en genstand, de er rettet imod. F.eks. kan man frygte en arrig hund. Affekten frygt er rettet mod dens genstand; den arrige hund. Den anden måde at opleve på er stemninger. Stemninger er oplevelser, der ikke har nogen genstand (Lübeck, 1982). Ratcliffe (2005) beskriver, inspireret af Heidegger (2007), den menneskelige væren ud fra to forhold: emotioner og eksistentielle følelser. Det, der adskiller de to måder at føle på, er, hvorledes subjektet forholder sig til verden. Ratcliffe (2005) adskiller følelser, der har en retning mod et objekt (emotioner) og følelser, der forholder sig til verden som helhed (eksistentielle følelser). Emotioner dækker hverdagsudtrykket for følelser, såsom vrede og glæde, hvor der er en rettethed mod et objekt. Hvorimod eksistentielle følelser dækker over en forholden sig til sit eget væsen og verden som helhed. Ratcliffe (2005) forholder sig selv til Heideggers (2007) udlægning af stemninger og skriver, at stemninger og eksistentielle følelser minder meget om hinanden. Han udvider desuden bredden af begreberne. Hvor Heideggers (2007) begreb om stemninger primært blev analyseret ud fra angst og kedsomhed i Væren og tid (2007), dækker eksistentielle følelser over en lang række af følelser, hvor man forholder sig til sit forhold til verden som helhed. Ratcliffe (2005) giver følgende eksempler på eksistentielle følelser:
The feeling of being: ‘complete’, ‘flawed and diminished’, ‘unworthy’, ‘humble’, ‘separate and in limitation’, ‘at home’, ‘a fraud’, ‘slightly lost, ‘overwhelmed’, ‘abandoned’, ‘stared at’, ‘torn’, ‘disconnected from the world’, ‘invulnerable’, ‘unloved’, ‘watched’, ‘empty’, ‘in control’, ‘powerful’, ‘completely helpless’, ‘part of the real world again’, ‘trapped and weighed down’, ‘part of a larger machine’, ‘at one with life’, ‘at one with nature’, ‘there’, ‘familiar’, ‘real‘ (Ratcliffe, 2005, p. 45).
I Ratcliffes eksempel beskriver han følelsen af at være tom. Her anskuer han tomhed som en eksistentiel følelse. Men hvordan kan vi forstå dette forhold til verden som helhed og oplevelsen af at forstå verden som tom? Ratcliffe (2005) uddyber sin begrundelse for adskillelsen af emotioner og eksistentielle følelser ved at argumentere for, at emotioner strukturerer den måde, hvorpå vi forholder os til objekter, men de konstituerer ikke vores fornemmelse af disse objekters væren. Han giver eksemplet:
(…) an escaped lion in one’s garden might appear as a frightening lion but the emotion directed towards it does not exhaust the sense of its existence, of there being a lion there (Ratcliffe, 2005, p. 46).
Som vist i citatet er eksistentielle følelser ifølge Ratcliffe (2005) baggrunden, som består af selve fornemmelsen af væren eller virkelighed. Det knyttes til erfaringer med verden i sin helhed. Følelsen af at være tom, forstået som en eksistentiel følelse, er dermed ikke rettet direkte mod et objekt, men er rammen, hvormed man vurderer objektets væren. Hans begreb om eksistentielle følelser er særligt interessant i forbindelse med begrebets forståelsesramme inden for psykopatologi. Det er også inden for psykopatologi Ratcliffe (2005) selv mener, at eksistentielle følelser har sit stærkeste argument, da det er i beskrivelserne af de usædvanlige og patologiske oplevelser, det bliver illustreret, hvordan intentionalitetens struktur kan blive ændret på måder, der fundamentalt ændrer, hvordan vi oplever objekter. Her tager han fat i det føromtalte fænomenologiske begreb intentionalitet. Hvordan forstår Ratcliffen (2005) intentionalitet? Han skriver, at man ikke skal forstå objekter som værende tilstede og ikke-tilstede eller som værende eksisterende eller ikke-eksisterende, som vi alle oplever på samme måde. Derimod kan objekter være, som han skriver:
They are familiar, unfamiliar, real, surreal, dreamlike, anticipated, unanticipated, close, distant, estranged, significant, separate from oneself, experienced in their particularity or as unobtrusive members of a category, contextualized relative to one’s purposes, and so forth (Ratcliffe, 2005, p. 53).
Mulighederne for det indtryk objektet giver er bygget på strukturen af specifikke oplevelser og transformationer, der former vores helhedsfornemmelse af verden. Denne forståelse er dermed en måde at finde sig selv i verden på i modsætningen til en rettethed mod et objekt eller indre tilstand i en person (Ratcliffe, 2005). Med denne nuancering er en eksistentiel følelse rammesættende for, hvordan vi forholder os til verden og os selv. Det er en slags grænse, hvorved vi forstår objekters forhold til helheden. Tomhed som eksistentiel følelse er dermed et forhold til verden som helhed, ud fra hvilken vi kan forstå os selv og verden. Ifølge Ratcliffe (2005) viser psykopatologiske casestudier, at strukturen for, hvordan vi oplever, kan ændres, men også hvordan denne ændring hænger sammen med en ændring af kropslige følelser. Ratcliffe (2005) argumenterer således for, at den måde, vi forholder os til verden som helhed, har betydning for, hvordan vi oplever den følelsesmæssigt, og at den måde, vi oplever verden følelsesmæssigt, derfor har betydning for, hvilket indtryk vi har af verden, og hvordan vi vælger at handle i den. Derved er der også en dynamik mellem emotioner og eksistentielle følelser, hvorved de påvirker hinanden. Som tidligere nævnt kan oplevelsen af tomhed i relation til sorg beskrives på to måder: 1): Tomhedsfølelse i forbindelse med den fysiske forsvinden af den mistede 2): en tomhed knyttet til sit eget værensforhold. Analyseres dette ud fra Ratcliffe (2005) struktur for oplevelsen af væren, så kan førstnævnte forstås som en emotion, da den tomhed den pårørende oplever er rettet mod et objekt (den afdøde). Den anden kan forstås som en eksistentiel følelse, da den er rettet mod ens værensforhold og verden som helhed. Ud fra dette perspektiv kan man etablere en struktur for tomhedsfølelse, som værende bestående af en objektorienteret forståelse og en rammesættende forståelse af verden som helhed. Det er derfor interessant at se på, hvordan tomhedsfølelse udtrykker sig i psykopatologiske sammenhænge, da det netop kan give os et indtryk af, hvordan intentionalitetens struktur kan ændres og hvordan den eksistentielle følelse af tomhed kan efterlade et aftryk for måden, hvorpå følelser og handlinger manifesteres.
Efter at have undersøgt en tilgang til oplevelsen af væren der kan anvendes som struktur for forståelsen af tomhedsfølelse, vil jeg, i forlængelse af Ratcliffe´s (2005) pointe om at intentionalitetens struktur kan ændre sig i forbindelse med det patologiske og usædvanlige, nu se på, hvad der teoretisk er på spil i forbindelse med oplevelsen af kronisk tomhedsfølelse. Jeg vil derfor tage udgangspunkt i den tyske psykiater og filosof Thomas Fuchs (2010), der har beskæftiget sig med, hvordan man oplever verden, når man har diagnosen borderline. Dette gør Fuchs, ligesom Ratcliffe (2005), ud fra fænomenologien. Det, der ifølge Fuchs (2010) er særligt ved fænomenologien, er, at den præsenterer et potentielt fundament for psykopatologisk forskning. Fænomenologien tilbyder en ramme, hvorfra man kan analysere subjektivitet og dennes forstyrrelse i forbindelse med psykisk sygdom, og dertil kan dette føre til hypoteser, der eventuelt kan testes i forbindelse med underliggende neurobiologiske mekanismer (Fuchs, 2010). Inden for de sidste 20 år er der opstået en fornyet interesse for at forstå fænomenologi og psykopatologi i forbindelse med hinanden, som fænomenologisk psykopatologi. Førhen har denne forbindelse primært bestået af tyske og franske tænkere i form af fænomenologi og eksistentiel psykiatri (Spiegelberg, 1972). Dog har særligt én tænker forsøgt at forbinde psykopatologi og fænomenologi, og det er også ham som Fuchs er inspireret af i sin fænomenologiske psykopatologi. Karl Jasper skrev i 1923 sit hovedværk General psykopatologi (1963), hvor han særligt var inspireret af Edmund Husserl’s fænomenologi, og dennes begreb intentionalitet (Park, 2020; Spiegelberg, 1972) Her introducerede han fænomenologien til psykopatologi for at fremhæve hele individets selvbillede og subjektive oplevelse (Park, 2020) I dag har den fænomenologiske psykopatologi fået vind i sejlene ved at åbne for en forståelse af psykisk sygdom ud fra patientens prerefleksive oplevelse (Fuchs, 2010). Dette gøres ved at trække på den generelle fænomenologiske forskning og relatere psykopatologi til de basale strukturer af bevidsthed som Fuchs (2010) nuancerer således:
(…) self-awareness, embodiment, spatiality, temporality, intentionality, and intersubjectivity (Fuchs, 2010, p. 547).
Gennem fænomenologien er det muligt at undersøge den subjektive oplevelses strukturer. Når man bruger ordet subjekt eller subjektivitet er det vigtig at forstå, hvordan fænomenologien definerer dette begreb. Fænomenologi anskuer ikke subjektivitet som et objekt, der kan beskrives (modsat f.eks. positivisme), men som et medium, der muliggør, at verden kan manifestere sig selv (Fuchs, 2010). Derfor stræber fænomenologien efter at rumme strukturen af bevidste erfaringer/oplevelser og ikke selve objektet. I psykopatologien ser man typisk symptomer på psykiske lidelser isoleret, hvorimod fænomenologien tilbyder en tilgang hvor det er muligt at se på den hele oplevelse (Fuchs, 2010). I psykopatologien vil man således kunne forstå symptomer isoleret som afgrænsede manifestationer af lokaliserede dysfunktioner i hjernen. I modsætning hertil kan man med fænomenologien se symptomer i relation til subjektet og hele bevidstheden i hvilken symptomerne fremkommer (Fuchs, 2010). Dette kommer tydeligt frem i analysen af borderline. I stedet for at se symptomerne adskilt, så analyserer han dem samlet som narrative identiteter udstrakt i en temporalitet med fortid, nutid og fremtid. Fra disse grundlæggende antagelser om hvordan man kan forstå subjektet gennem den fænomenologiske psykopatologi, vil jeg nu beskæftige mig specifikt med Fuchs (2007) fænomenologiske psykopatologiske perspektiv på borderline, som han beskriver det i artiklen: Fragmented selves: Temporality and identity in borderline personality disorder. Her fremskriver Fuchs (2007) begrebet narrativ identitet, der er kendetegnet ved en sammenhængende forståelse af individet som udstrakt imellem fortiden, nutiden og den formodede fremtid. Ifølge Fuchs (2007) lider borderlinepatienter netop under en manglende evnen til at etablere en sammenhængende selvforståelse – en narrativ identitet. I stedet for en sammenhængende narrativt selvforståelse har de, hvad man kan kalde en postmodernistisk holdning til deres liv, hvor de springer fra et nu til et andet. Dette leder til en oplevelse af fragmentering, hvor de konstant forholder sig til det momentane, til øjeblikkelige affekter. Patientens konstante forhold til eller ophold i nuet skaber en temporal splittelse af selvet, som ekskluderer betydningen af fortid og mulig fremtid som dimensioner i relationen til andre og andet (Fuchs, 2007). De har derfor problemer med at binde sig til et andet menneske, at forpligte sig, tage ansvar og føle skyld. For at forstå selvfragmenteringen er det relevant at analysere nogle af kernesymptomerne i BPD diagnosen: impulsivitet, affektiv dysregulering, splitting og manglende objektkonsistens (Fuchs, 2007). Det kendetegner BPD patienter, at de har vanskeligt ved at fastholde eller regulere humør og affekt. Jo mere ekstrem forstyrrelsen er i én retning, desto nemmere tipper den over til den modsatte retning. Hver gang det tipper fra den ene pol til den anden, er de fuldstændig omsluttet af deres umiddelbare sindstilstand (Fuchs, 2007). Som resultat deraf oplever de en følelse af at blive revet fra hinanden. Det kommer til udtryk gennem udbrud af vrede, kompulsiv spisning, afhængighed og selvskade mm. (Fuchs, 2007). De kan også være nysgerrige, konstant søgende efter nyheder og begivenheder, men de gør det uden nogen form for tålmodighed i en desperat søgen efter forløsning og belønning (Fuchs, 2007). Sagt på en anden måde, så mangler BPD patienter evnen til at tage en beslutning, der bliver overholdt på længere sigt. Det kræver, at man kan evaluere og regulere umiddelbare impulser i forhold til ens fortid, og den fremtid man ønsker. Derfor har de ikke mulighed for gennem refleksiv diskussion at trække på erfaringer, der kan få indflydelse på deres egen fremtid. BPD patienter mangler oplevelsen af agens eller forfatterskab over deres eget liv (Fuchs, 2007). De lider derfor under en temporal identitetsstruktur. De sidder på en måde fast i nuet. Denne struktur, hvor man kun oplever nuet, giver ofte en intens, men også tom tilværelse, der efterlader patienten med en flad fornemmelse af livet. Selvom de mangler oplevelsen af sammenhæng i deres liv, rapporterer BPD patienter ofte en længerevarende følelse af tomhed eller kedsomhed, idet det forbigående nu mangler meningsfuld dybde. Det forbigående nu mangler den tilfredsstillelse (eng. Fulfillment), som kun kommer fra integrationen af tidligere erfaringer og en forventning om en bestemt fremtid (Fuchs, 2007). For at fylde tomrummet, der opstår i forbindelse med det forbigående nu, søger BPD individet momentære glæder, risikovillig adfærd og adrenalinfyldte oplevelser (Fuchs, 2007). De føler, at de fremstiller en person de ikke er, at de snyder andre til at tro at de er dem, selvom de er en helt anden. Faktisk virker de til at skifte personlighed ret ofte og det kan forekomme meget dramatisk, alt efter hvem de er sammen med. Disse skift af identitet kan give dem en næsten kamæleonagtig fremtoning (Fuchs, 2007). Patienter med BPD kan have symptomet splitting. Det vil sige, at man som BPD patient har særligt svært ved at afbalancere positive og negative oplevelser i forhold til sig selv og andre. F.eks. kan en person være magtfuld eller magtesløs, men ikke noget ind imellem. Med det temporale aspekt, som jeg allerede har omtalt i forbindelse med BPD, giver oplevelsen af andre som værende ekstremer en konstant svingning mellem selvmodsigelser (Fuchs, 2007). Dette beskrives sådan, at patienten mangler objektkonstans, altså en manglende evne til at skabe et sammenhængende koncept af den anden (Fuchs, 2007). De sidder med andre ord fast i det momentane indtryk af den anden. Med sammenhængende koncept menes der, at man på trods af midlertidig adskillelse eller afvisning stadig kan fastholde et positivt indtryk af en vigtig person i ens liv f.eks. forældre eller søskende. Dette koncept, der handler om alt eller intet, hvor de ekstreme poler er definerende, gælder også personen selv. Det vil sige, at selvet flytter sig mellem modsigelser på baggrund at det momentane affektive stadie BPD patienten er i. Personen kan derfor være dominant eller magtesløst, offer eller plager osv. (Fuchs, 2007). Baggrunden for Fuchs (2007) analyse af BPD patienter kommer fra det hermeneutiske begreb: narrativ identitet, hvilket Alasdair MacIntyre, David Carr og Poul Ricoeur ifølge Fuchs (2007) har haft særlig indflydelse på at udvikle. Narrativ identitet implicerer, at der foreligger en meningsfuld sammenhæng mellem en persons fortid, nutid og fremtid, som minder om måden hvorpå vi vil have fortalt en sammenhængende historie. Dermed er forholdet til os selv bygget på de narrativer, vi fortæller om os selv og som andre fortæller om os. Dette kommer meget tydeligt til udtryk i Brooks (1992) citat:
We live immersed in narrative, recounting and reassessing the meaning of our past actions, anticipating the outcome of our future projects, situating ourselves at the intersection of several stories not yet completed (Brooks, 1992, p. 3).
Man kan dermed forstå helheden af et individs liv som helheden af et sammenhængende narrativ, dvs. at vi lever for at gøre vores tilværelse sammenhængende med en meningsfuld konklusion (Fuchs, 2007). Med det sagt så betyder det dog ikke, at narrative strukturer for det levede liv er fuldendte eller færdige produkter af refleksive tanker. Derimod er narrativer levet, før de bliver fortalt. Det kommer til udtryk i begrebet enacted narratives (Fuchs, 2007). Det vil sige, at vi i både egne og andres handlinger forventer et forståeligt og meningsfuldt mål for handlingen med en narrativ struktur bestående af en begyndelse, midte og slutning. Vi betragter også den handlende som værende forfatteren af denne sekvens af handlinger. Dermed hævder Fuchs (2007) at vi i vores hverdag forholder os til andre ud fra narrativer. Disse kan være implicitte eller eksplicitte i form af historier, der bliver fortalt højt. Når vi forholder os til andre og os selv gennem narrativer, opbygger vi også en narrativ identitet. Det vil sige, de fortællinger vi fortæller om os selv til os selv og til andre (Fuchs, 2007). Det er vigtigt at forstå at et narrativ ikke behøver at være isolerede fortællinger om livshistorier, altså enkelte historier, der kan stå alene og er sammenhængende. F.eks. som når ens bedsteforældre fortæller den samme historie om, hvordan det var at opleve en bestemt dag gentagne gange. Narrative fortællinger kan også være mere fragmenterede og komplekse (Fuchs, 2007). Når vi danner vores narrative identitet, gør vi det ud fra stykker af narrativer, der både kan fremstå i første-, anden- og tredjepersonsperspektiv. Den anden er ikke bare publikum til de narrativer vi fortæller, de er medforfattere til vores livshistorier (Fuchs, 2007). For at opsummere dette foreslår hermeneutikken en mere dynamisk model for, hvad identitet er. Her er identitet noget man aktivt konstruerer som forfatteren af sit eget narrativ (Fuchs, 2007). Det er interessant, at Fuchs (2007) ikke skelner mellem fortæller og forfatter på samme måde som hans inspirationskilde Ricoeur (1991). Ricoeur (1991) mener, at for at kunne forholde sig til sit eget liv og for at skabe en narrativ identitet har man brug for kulturelt overleverede fortællermodeller, der kan hjælpe med at strukturere egne erfaringer. Uden fortællermodellerne er egne erfaringen et kaos uden retning (Ricoeur, 1991). Ifølge Ricoeur (1991) er fortælleren den måde, hvorpå vi skaber et sammenhængende narrativ mellem fortid, nutid og fremtid, der er baseret på, hvad der faktisk sker i vores liv. Det er dog muligt, på samme måde som i fiktionen, at have en fortællerstemme, når vi forholder os til vores egen historie. Denne forståelse af fortælleren har ikke samme magt som fiktionens fortæller, da denne er styret af forfatteren. Det betyder, at vi ikke frit kan opdigte historier i vores levede liv. De må knyttes til levede erfaringer (Ricoeur, 1991). Som tidligere beskrevet, så mangler BPD-patienter evnen til at etablere et sammenhængende selvforståelse. I stedet adapterer de en postmodernistisk tilgang til livet, hvor de skifter fra et nu til et andet, hvor de handler ud fra momentane affekter. Dette betyder, at man som BPD patient ikke kan forholde sig til fortiden eller fremtiden som dimensioner. Dermed oplever BPD patienter det Fuchs (2007) kalder en fragmenteret narrativ identitet. De magter altså ikke, i Ricoeurs (1991) forstand, at være fortæller i eget narrativ, fordi de ikke kan forholde sig meningsfuldt til egen fortid og fremtid. I stedet kan man få den opfattelse at BPD patienten kan forfalde til at være forfatteren i eget liv, idet de opdigter eget narrativ, der ikke har nogen overensstemmelse med deres erfarede liv, og patienten opnår dermed ikke en oplevelse af sammenhæng. For at man kan danne sig en narrativ identitet kræver det, at man som individ kan integrere modsætningsfyldte aspekter i en sammenhængende og overordnet fortælling om eller fornemmelse af én selv. Afviger man fra dette og mislykkes med at skabe sammenhæng i forskellige og modsætningsfyldte aspekter i ens liv, så splittes en sammenhængende livshistorie til fragmenterede øjeblikke uden nogen overordnet sammenbindende fortælling (Fuchs, 2007). Ifølge Fuchs desynkroniseres dimensionerne fortid, nutid og fremtid (Fuchs, 2005). Ud fra en sådan forståelse, kan man se på BPD patientens oplevelse som en forstyrrelse af temporaliteten, og således en følelse af at sidde fast i nuet, da der ikke er noget sammenbindende narrativ. Uden oplevelsen af en fortælling med en meningsfuld progression er BPD patienten så at sige fanget i nuet. Dette nu skaber en pinefuld oplevelse af tomhedsfølelse. Analysen skaber dermed grundlag for at forstå begreberne temporalitet, narrativitet og et sammenhængende selv som tæt knyttede, og det skaber grundlaget for at forstå kronisk tomhedsfølelse hos BPD patienten som en forstyrrelse af temporalitet, der desynkoniserer individet og fratager det muligheden for at danne et sammenhængende narrativ, hvilket skaber en kronisk tomhedsfølelse, en oplevelse af at sidde fast i nuet.
Fuchs (2007) beskriver BPD patienten som havende et postmoderne fragmenteret selv. Men hvad vil det sige? I dette afsnit undersøger jeg den postmodernistiske fragmentering. Dette vil jeg gøre ud fra to tilgange. Den ene forholder sig til manglen på traditioner og historie, den anden til hvordan virkeligheden er blevet syntetisk. Først præsenteres udviklingen af individualismen, da begge tilgange tager udgangspunkt i denne. Her anvendes Baumeisters (1987) historiske analyse af selvets udvikling. Baumeisters (1987) baserer sin analyse på fire kernebegreber, hvis formål er at identificere selvets udviklingen igennem historiske æraer: Selvopfattelse, selvdefinering, tilfredshed med tilværelsen og relationen mellem individ og samfund. Baumeisters (1987) analyse går tilbage til slutningen af middelalderen, men jeg vil i denne artikel fokusere på udviklingen gennem det 20. århundrede. I starten af det 20. århundrede er der en udvikling mod en forståelse af selvopfattelse, som noget man aldrig kan begribe helt, noget der er skjult for os selv. Dette syn blev særligt dominerende pga. Freuds psykoanalyse (Baumeister, 1987). Her var det vigtig at definere sig selv ud fra socioøkonomisk status og eksistentialistiske bekymringer, såsom om man levede autentisk. I denne periode var der en oplevelse af fremmedhed overfor samfundet og den følelsesmæssige tilfredsstillelse kom fra familien og ikke fra arbejdet, som generelt blev anskuet som noget, der ikke bragte nogen form for tilfredsstillelse med sig, hvilket efterlod individet fjendtlig, kritisk og fremmedgjort overfor samfundet (Baumeister, 1987). I efterkrigstiden var den brede forståelse af selvforståelse en tro på personlig unikhed og et fokus på selvudforskning. Måden, hvorpå individet definerede sig selv, var ud fra personlighed og socioøkonomisk status (Baumeister, 1987). Den gængse måde at søge mod tilfredshed med tilværelsen var jagten på at blive kendt, samt selvrealisering. Dette efterlod samfundet som stedet for individets selvrealisering. Individet accepterede dermed sin tilværelse omgivet og afhængigt af samfundet, og kæmpede med at finde mening indenfor denne ramme (Baumeister, 1987). Baumeister (1987) beskriver således en udvikling, hvor individets fokus på sig selv bliver det primære, hvorfor perioden bliver kaldt narcissismens tidsalder (Lasch, 1991) Denne periodeforståelse danner grundlag for den første forståelse af den postmodernistiske fragmentering af selvet grundet manglen på traditioner og historie. Her fremhæver Lasch (1991) reklameindustrien, sporten og psykologien som væsentlige årsager til accelerationen af individualisme og tilbedelsen af selvet (Lasch, 1991). Cushman (1990) har også beskrevet, hvordan tiden gennem det 20. århundrede var præget af, at traditioner, store fællesskaber og religioner er døende i det vestlige samfund. Dette skaber for det moderne menneske en fragmentering, som Cushman (1990) kalder ’det tomme selv’. Et selv der fremstår som momenter fyldt af materielle goder og selvrealiserende handlinger. Cushman (1990) forstår dermed tomhed som et udtryk for en mangel på historie. I det postmoderne samfund, der blev defineret af Lyotard (1996), er præmissen at man har opgivet de politiske metanarrativer om frigørelse, og i stedet har vendt sig mod en anden tendens i modernismen, nemlig principperne for individualisme: individualisering, splittelse og forbigåethed (Baumeister, 1987) Med sit begreb hypermodernitet definerer Lipovetsky (2005) den tid, som vi er i nu, som en tid efter postmoderniteten Lipovesky (2005) mener at hypermoderniteten bygger videre på fundamentet for postmoderniteten, men at disse principper nu udføres i hyperform, hvor alt kan karakteriseres som værende i bevægelse, fleksibelt og omskifteligt. Dette gør sig også gældende for individet, der i denne tid er helt uafhængigt af strukturerende principper som traditioner, fællesskaber og religioner, hvilket ifølge Chusman (1990) konstruerer et tomt selv. Dermed beskriver Lipovetsky (2005) en tid med høj fart og effektivitet, samt et individ der har fokus på personlig glæde og er bevidst omkring at traditioner, der giver retning, mening og værdi i livet, ikke ligesom tidligere er givet. Det, der karakteriserer hypermoderniteten, er således acceleration (Lipovetsky, 2005). Den første forståelse af tomhed i det postmoderne udspringer således af Cushmans (1990) forståelse af det tomme selv, hvor individet ikke har en givet historie eller tradition og lever i et retningsløst forbrug. Den anden tilgang til forståelsen af den postmodernistiske fragmentering af selvet grundet en syntetisk virkelighedsforståelse udspringer af Baudrillard (1990). Han udfordrer den gængse tilgang til virkelighed, da han mener den virkelige verden er blevet en myte. Dette funderer han på en teori om simulationernes genealogi. Udviklingen fra det virkelige til det mytiske begynder ifølge Baudrillard i renæssancen, men tager fart under industrialiseringen, hvor reproduktion blev sat i system og troen på fremskridt, oplysning og revolution dermed flyttede sig væk fra naturen (Rendtorff & Raffnsøe, 2003). Med informations- og kommunikationssamfundet har individet løsrevet sig fra forestillingen om en oprindelig virkelighed i og med at verden er blevet så kunstig, at det kunstige er blevet virkeligt (Rendtorff & Raffnsøe, 2003). Det skaber en fragmentering. Denne fragmentering i det postmoderne samfund har Baudrillard (1990) ifølge Rendtorff & Raffnsøe (2003) beskrevet som det fraktale jeg, hvor individet konstant kan omskabe sig selv. Mennesker i det postmoderne kan således ikke længere give mening til virkeligheden uafhængigt af tegnkæder (Rendtorff & Raffnsøe, 2003). Det vestlige samfund bygges på troen, at der ligger noget bag disse tegnkæder, men dette er ifølge Baudrillard (1990) en illusion. Ifølge Baudrillard (1990) er forførelsen troen på, at der ligger en mening bag tingende, men i stedet er det en udveksling af tegnkæder, der er samfundets almene vilkår (Rendtorff & Raffnsøe, 2003). I Baudrillards (1990) forståelse af virkeligheden ligger der en enorm omskiftelighed og frihed, da man i stor grad er med til at skabe sin egen virkelighed, da det uvirkelige bliver virkeligt. Dette lægger også en stor byrde på individet, der i vid udstrækning skal skabe sin egen realitet gennem tegnudvekslinger. Der opstår således en tomhed i verden, idet der ikke er nogen sikkerhed for, hvad vores tegn leder tilbage til. Dette skaber i følge Baudrillard (1990) den tomme forførelse, da man jagter noget oprindeligt, som ikke er der. Ud fra denne forståelse kan vi anskue tomhed sådan, at verden ikke har nogen specifik betydning, men kan forme sig efter individets ønsker. Dette kritiserer Ricoeur (1991) netop postmodernismen for, at individet tror, at de kan være forfatter til sin egen tilværelse. Tomhed opstår, fordi man har en oplevelse af ikke at være bundet af sine valg, men at de hele tiden kan omskrives, så de passer ind i den nye virkelighed uden nogen kerne eller natur, det kan føres tilbage til. Med udgangspunkt i Cushman (1990) og Baudrillard (1990) vil jeg argumentere for, at der gennem udviklingen af det moderne og det postmoderne er opstået en fragmentering af individets forhold til sig selv. Denne fragmentering er opstået i tabet af traditioner og historie. Det vil sige af metanarrativer. I sidste afsnit præsenteredes Fuchs (2007) forståelse af BPD patientens postmodernistiske fragmenterede selv, og for hvordan denne fragmentering opstår hos BPD patienter på grund af en usammenhængende narrativ identitet, hvor der ikke er en naturlige sammenhæng mellem fortid nutid og fremtid. I det postmoderne beskriver Cusman (1990) det tomme selv og Baudrillard (1990) den tomme forførelse. Begge har de fokus på, at de store metanarrativer er forsvundet og at retning i tilværelsen ikke er givet mere. Omskiftelighed og impulsivitet karakteriserer dermed tiden. I den fænomenologisk psykopatologisk tilgang præsenterede jeg hermeneutikken, hvis forståelse af identitet netop bygger på en forståelse af et sammenhængende narrativ. Fuchs (2007) pointerer at i de tilfælde, hvor man ikke er i stand til at skabe en sammenhæng mellem modsigende aspekter i ens liv, så splittes ens livshistorie til fragmenterede øjeblikke uden nogen overordnede sammenbindende fortælling. Dette er særligt udtalt hos BPD patienter, der helt kan miste forholdet til fortid og fremtid og dermed fanges i nuet. Jeg argumenterer således for, at alle individer i samtiden kan opleve de samme problemer med at skabe sammenhæng i en accelererende og omskiftelig verden som BDP patienterne, dog i langt mildere grad. Årsagen til dette er, at for at skabe et sammenhængende fortælling har man brug for kulturelt overleverede fortællermodeller, for metanarrativer. Uden et matenarrativ bliver fortællingerne i vores tid fragmenteret og for individet giver det en mængde af mulige retninger i tilværelsen. BPD patienten kæmper med at skabe sammenhæng pga. impulsivitet og affektiv dysregulering, splitting og manglende objektkonsistens. Hos samtidens individ beskriver Baudrillard (1990) og Cushman (1990) også en verden, hvor sammenhæng i tilværelsen ikke er givet, hvor forbrug dyrker impulsivitet og affektivitet, hvor individet konstant møder polariserede modsætninger, og i en omskiftelig verden skal kunne fastholde en sammenhængende selvforståelse. Dette udfordrer individet i at skabe et overordnet og sammenhængende narrativ. De mange muligheder, individualismen åbnede for, skabte som konsekvens en stærkt øget kompleksitet i samfundet og dermed vanskeligheder med at skabe en sammenhængende narrativ identitet. I tilfælde hvor det ikke lykkes at skabe sammenhæng oplever individet noget af det samme som BPD patienten - et postmoderne fragmenteret selv, hvorved individet oplever verden kaotisk og usammenhængende. Det minder på flere måde om borderlinepatientens oplevelse, hvor der som tidligere beskrevet sker en forstyrrelse af temporalitet, og hvor der ikke er nogen klar sammenhæng mellem individets overordnede sammenbindende narrativ, hvorfor man oplever en følelse af tomhed på baggrund af en retningsløshed i tilværelsen. Man sidder med andre ord fast i nuet.
I denne artikel har jeg præsenteret en struktur for, hvordan man kan forstå tomhedsfølelse teoretisk. Dette har jeg gjort med henblik på at definere tomhedsfølelse som psykologisk begreb, der kan anvendes til at undersøge tomhedsfølelsens kontekstuelle facetter. Her foreslår jeg, at tomhed kan forstås som en emotion (en følelse der er rettet mod et objekt) og som en eksistentiel følelse (en følelse der forholder sig til verden som helhed). For at understøtte dette argument præsenterer jeg den fænomenologiske psykopatologi for at vise, hvordan intentionalitetens struktur kan ændre sig i mødet med det psykopatologiske. Her forholder jeg mig til borderline, hvor oplevelsen af at sidde fast i nuet er omdrejningspunktet. Tomhedsfølelse defineres ud fra dette perspektiv som en forstyrrelse af temporalitet, og i tilfældet borderline i ekstrem grad. For at vise at dette også gør sig gældende for mennesker, der oplever tomhedsfølelse, men ikke lider af borderline, præsenterede jeg til sidst en forståelse af samfundstendenser, der kan forstærke forstyrrelsen af temporalitet. Dette sker når samtiden er omskiftelig og fragmenteret. Fortællermodeller er ikke længere knyttet til nogle få metanarrativer, men er spredt ud på mange fragmenterede fortællinger. Det er derfor svært at læne sig op af fortællermodellerne, når man som individ skal danne sit eget sammenhængende narrativ. I de tilfælde, hvor det ikke lykkes at skabe en sammenbindende fortælling af de modsatrettet fortællinger i ens liv, oplever individet en forstyrrelse af temporalitet. Denne forstyrrelse manifesterer sig som en tomhedsfølelse, der opleves som en retningsløshed i nuet. Artiklen argumenterer dermed teoretisk for, at tomhedsfølelse er en forstyrrelse af temporalitet, der opleves som at sidde fast i nuet.