06 Mar 2024 - Jakob Bundgaard Svendsen
Det er ikke nogen hemmelighed, at skønlitteratur og videnskab ofte er anskuet som to vidt forskellige ting. Dog er skønlitteratur blevet brugt af store tænkere gennem psykologiens historie. Personer som Vygotsky og Freud. Freud skriver selv i 1908 om sin nysgerrighed over, hvorfor skønlitteratur har så stor en effekt på os:
(…) from what sources that strange being, the creative writer, draws his material, and how he manages to make such an impression on us with it and to arouse in us emotions of which, perhaps, we had not even thought ourselves capable (Freud, 2013, p. 3)
Skønlitteratur som undersøgelsesfelt er bestemt ikke fremmed for psykologien, men det har aldrig formået at blive etableret som et anerkendt videnskabeligt undersøgelsesfelt, på trods af at prominente psykologer har udtalt sig meget positivt om det. For eksempel var ønsket om at forklare den dialektiske syntese i vores psyke central i Vygotskys teori. Den empiriske base han benyttede til at forklare dette, var fra Ivan Bunin’s noveller og fabler. Han brugte ikke samples af almindelige mennesker ude i samfundet, men mente at en novelle kunne give mere direkte evidens om universelle træk ved den generelle menneskelige psyke end et spørgeskema med et meget stort sample fra en population (Valsiner, 2015).
I nyere tid har særligt Svend Brinkmann (2012) og Fathali M. Moghaddam (2021) skubbet på for at skønlitteratur skal få en større plads i mainstreampsykologien. Moghaddan (2021) har i sin bog: Shakespeare and the experimental psychologist arbejdet med Shakespeare og det han kalder Shakespeares tankeeksperimenter. Her har han anvendt aktuelle eksperimentalpsykologiske metoder på Shakespeares tankeeksperimenter (Moghaddam, 2021). Brinkmann er gået i en anden retning og har forsøgt at lave en oversigt over, hvordan man kan anvende hverdagsmateriale i psykologien. Dette gør han ud fra pragmatismen, særligt inspireret af Dewey (Brinkmann, 2012). I Qualitative Inquiry in Everyday Life: Working with Everyday Life Materials beskæftiger Brinkmann sig blandt andet med skønlitteratur. Her præsenterer han tre indgangsvinkler til, hvordan man kan anvende skønlitteratur til videnskabeligt arbejde: 1) skønlitteratur som data i sig selv, 2) skønlitteratur som inspiration og 3) skønlitteratur som forskning i sig selv (Brinkmann, 2012). Ifølge Brinkmann er der ikke nogen tvivl om, at skønlitteratur kan fungere som data for videnskab. På trods af at det er fiktivt, viser skønlitteratur et billede af menneskelige erfaringer og oplevelser fra en givet kultur og historie (Brinkmann, 2012). Han eksemplificerer ved hjælp af Cervantes’ Don Quixote:
We can relate its contents and narrative structure to the historical transformation that was occurring at the time: from a premodern culture of chivalry and medieval folklore to a modern disenchanted culture that came to include a split between objectivity and subjectivity (Brinkmann, 2012, p. 152)
Det er ikke ualmindeligt at bruge noveller eller romaner som metaforer eller for at gøre ens artikel mere frisk og farverig. Men ud over at give den videnskabelige artikel noget æstetik, har skønlitteratur som inspiration sjældent stor indflydelse på den videnskab, der bliver præsenteret. Den mest radikale tilgang til skønlitteratur som videnskabeligt undersøgelsesfelt er, når man anvender skønlitteratur som videnskab i sig selv. Brinkmann benytter en roman ved navn Elementarpartikler af Michel Houellebecq til at eksemplificere dette.
Qualitative research exists, as he says, in a tension between ‘on the one hand, a deconstructionist framework in which the human subject is understood as positioned in and through competing discourses and, on the other, a humanistic framework in which the integrity of the subject is taken to be both a starting- and end-point of analysis’ (p. 639). It seems to me that literary writers have some advantages here in being allowed to move more freely between the deconstructionist and the humanistic viewpoints (Brinkmann, 2012, p. 155).
Disse tre epistemologiske tilgange til skønlitteratur har det til fælles, at der næsten er en smule tilfældighed i hvordan det passer ind. Man skal som forsker næsten snuble ind i en roman, som sætter nogle tanker i gang, der kan blive undersøgt og afprøvet. Der mangler derfor en mere konkret metode til arbejde med skønlitteratur. I de følgende afsnit vil jeg derfor udfolde mit bud på sådan en metode. Da jeg undersøgte dette nærmere blev det klart for mig, at det var interessant at bearbejde skønlitteratur som data i sig selv, som Brinkmann (2012) præsenter det. Det giver muligheden for at lade sig inspirere af andre typer af kvalitative tekstanalyser, så som analyser af interviewtransskriptioner (Kvale & Brinkmann, 2009). Formålet med at lave en metode specifikt til videnskabeligt arbejde er at gøre videnskabeligt arbejde med skønlitteratur mere overskueligt og konkret for forskere, der ikke har mange års litterær forskningserfaring og derfor mangler faglig habitus, der kan ”spotte” faser i en roman, der kan sige noget mere generelt om verden. Jeg vil derfor præsentere og argumentere for mit bud på en metode til videnskabeligt arbejde med skønlitteratur, citatanalyse. I det følgende afsnit præsenteres det metodologiske og videnskabsteoretiske fundament for metoden.
Formålet med at anvende skønlitteratur som undersøgelsesfelt er at undersøge et fænomen gennem et skønlitterært værk. Der er således brug for en metode der kan hjælpe forskeren med at analysere værket. Jeg har derfor eksperimenteret med at udvikle en metode til dette, som jeg har valgt at kalde citatanalyse. Metoden minder om meningsanalyser af interviews, hvor man kobler overordnede temaer sammen med de enkelte udtalelser (Kvale & Brinkmann, 2009). Jeg vil i dette afsnit præsentere citatanalysens metodologi.
Studier der omhandler mening og meningsdannelser, benytter ofte et hermeneutisk eller fænomenologisk videnskabsteoretisk fundament. Fælles for meningsdannelsesprocesser er, at de udgør orienteringspunkter for vores handlinger. Hermeneutik kommer af den latinske betegnelse hermeneutica som siden det 17. århundrede forstås som den systematiske aktivitet at fortolke menneskets tekster og artefakter (Berg-Sørensen, 2012). Hensigten er således at gøre meningen, ytringen eller udsagnet forståeligt ved at fortolke og oversætte. Tilbage i antikken blev fortolkningsprocessen beskrevet som a) at forstå, b) at udlægge og c) at anvende (Berg-Sørensen, 2012). Dermed udlægger denne forståelse af fortolkningsprocessen den vigtige relation inden for hermeneutikken mellem forståelse og fortolkning på den ene side og på den anden side handling i form af anvendelsen af en bestemt fortolkning og forståelse. Den moderne forståelse af hermeneutik er, at den er opdelt i to forståelser. Den ontologiske forståelse og den metodologiske forståelse. Disse kaldes henholdsvis ontologisk hermeneutik og traditionel hermeneutik (Berg-Sørensen, 2012). Den tilgang, jeg vil benytte, er den traditionelle, da jeg ønsker at anvende den tekstorienterede forståelse af hermeneutikken, i det artiklens fokus er på vidensmaterialet fra tekst. Derfor vil jeg bruge den traditionelle hermeneutik som videnskabsteoretisk fundament for udviklingen af citatanalysen.
Hovedbegrebet i traditionelle hermeneutik er den hermeneutiske cirkel. Det vil sige en dialektisk fortolkningsproces, der sikrer, at man ikke har en vilkårlig tekstfortolkning. I denne fortolkningsproces bevæger man sig mellem dele og helheder for at opnå en højere meningsforståelse (Berg-Sørensen, 2012). Den hermeneutiske cirkel er en konstant relatering mellem det almengyldige og det specifikke, mellem specifikke passager og tekstens mening i sin helhed (Fairfield, 2013). At arbejde hermeneutisk er at tænke. Det at tænke er at beskæftige sig med det, der er foran os. Dog er det, der kommer forud for os tit afgørende. Det betyder ikke, at vi er et produkt af sproget eller vores historie, men at vi har agens, fordi der er agens i fortolkning. Vores agens er således også konstitueret af vores fortolkning (Fairfield, 2013). Når vi forholder os til verden, har vi allerede forstået eller før-forstået vores objekt, men vi er også i stand til at forstå det anderledes end vores første antagelse. Derved opstår vores agens gennem fortolkningen af verden. Dette betyder, at hermeneutik er ikke-lineær, ikke-formel og ikke-grundlæggende. Derimod er hermeneutik relationel, kontekstuel og dialogisk. Fortolkning begynder ikke ved begyndelsen og den er uden ende (Fairfield, 2013).
Dette kan virke uoverskueligt og måske rodet, derfor er der fem grundlæggende principper inden for den traditionelle hermeneutik som kan bruges som guideline i arbejdet med tekster. Den første er at tekstfortolkning er en kontinuerlig proces mellem del og helhed. Del og helhed processen forudsætter hinanden og forstås derfor i relation til hinanden (Berg-Sørensen, 2012). Processen mellem del og helhed skal forstås som en spiral, hvor man bevæger sig ned på et dybere forståelsesniveau. Det andet fortolkningsprincip er at spiralen stopper, når man som fortolker opnår god gestalt. Det betyder, at man når en indre enhed i teksten, som står uden logisk modsigelses (Berg-Sørensen, 2012). Det tredje fortolkningsprincip handler om tekstens autonomi. Det vil sige at teksten skal forstås ud fra dens egen referenceramme. Det fjerde fortolkningsprincip handler om fortolkerens forforståelse (Berg-Sørensen, 2012). Da en fortolker aldrig fortolker forudsætningsløst. Det betyder dog ikke, at man som fortolker ikke skal forholde sig til sit udgangspunkt, man skal derimod forsøge at gøre sig bevidst om det. Det femte og sidste fortolkningsprincip handler om at enhver fortolkning rummer fornyelse og kreativitet (Berg-Sørensen, 2012). Det er derigennem at nye differentieringer og indbyrdes relationer i teksten findes frem, hvorved ens forståelse udvides.
Den traditionelle hermeneutik giver således en klar metodologisk fremgangsmåde til at bearbejde tekster. Den bygger på en epistemologisk forståelse af viden, da det at arbejde med del og helheder i en fortolkningsproces anskues som en måde at tilgå viden på. Et spørgsmål står dog tilbage, nemlig hvordan man kan forstå, hvad viden er, når man arbejder med skønlitteratur. Der mangler således stadig en ontologisk forståelse af viden der egner sig godt til at undersøge skønlitteratur. Det finder man i den amerikanske filosofiske retning pragmatisme, der er en tilgang der minder om den europæiske hermeneutik. Det er ideen om ideer. Inden for denne tilgang forstår man en ide som noget, der ikke er ude i verden klar til at blive opdaget, men som et værktøj mennesker bruger til at ændre, interagere og cope med verden (Brinkmann, 2012). Når man bruger hverdagsfænomener som undersøgelsesfelt er Dewey’s pragmatiske teori oplagt, da den ikke skelner mellem videnskabelig kunnen og mere generel menneskelig kunnen. Oplevelser er således ikke passive begivenheder, men aspekter af menneskets væren i hverdagens gøren og engagement med verden og hinanden. Når man arbejder videnskabeligt og i dette virke vil benytte skønlitteratur som et undersøgelsesfelt, man kan benytte til at få ny viden, er man også nødt til at bearbejde, hvad det vil sige at noget er sandhedsgivende eller bærer på en sandhed.
Pragmatismens forståelse af sandhed er, at det er det formålstjenende og brugbare (Brinkmann, 2006). Denne forståelse giver en god forståelse af citatet af Freud i starten af artiklen, som sætter spørgsmålstegn ved, om den kraft skønlitteratur kan have på os, kan tages med og bruges i det erfarede liv. Denne forståelse er brugbar, når man arbejder hermeneutisk, da skønlitteraturens kraft, som Freud kalder den, er de fortolkninger, man i processen mellem del og helhed opnår en resonans med. I denne proces mærker man gennem egne praksiserfaringer om fortolkningen synes at have hold i virkeligheden. Man kan således benytte denne praksistestning som sandhedsgivende i hermeneutisk tekstanalyse af skønlitteratur.
Pragmatismens tilgang til sandhed bliver selvfølgelig angrebet af den etablerede forståelse af sandhed i vesten, som er at sandhed er givet. Forstået sådan at det er noget, man kan finde i verden, fremfor som i pragmatismen, at det er noget man opfinder (Brinkmann, 2006). Dette ses f.eks. i Rorty’s sprogfilosofiske pragmatisme, hvor han anskuer sandhed som en egenskab hos sætninger. Da sætninger iflg. Rorty skabes og ikke opdages, så er sandhed skabt af mennesker og ikke fundet i verden (Brinkmann, 2006). Deweys pragmatisme er blevet videreført af Putnam (1995) som opstiller et sæt af teser.
Putnams (1995) første tese er antiskepticisme. Putnam (1995) mener, at pragmatisme udmærker sig ved at tvivl og skepticisme kræver retfærdiggørelse på lige fod med hævdelse af viden. Det betyder at pragmatisme er antiskepticistisk i det enhver skepsis skal retfærdiggøres i praksis (Brinkmann, 2006). Brinkmann bruger eksemplet:
Vi kan muligvis godt sidde og formulere skeptiske tanker på filosofiske institutter f.eks. hvordan kan jeg vide, om verden findes? Men i vores daglige praktiske omgang med verden har vi en sikkerhed som vi formentlig aldrig kan opnå i teoretiske spørgsmål (Brinkmann, 2006, p. 36).
Derfor mener pragmatismen, at sikkerhed og viden viser sig i praksis. I forhold til skønlitteratur vil det sige, at når vi anvender skønlitteraturen som undersøgelsesfelt og vi afprøver vore fortolkninger gennem egen erfaringsverden kan vi sikre, at den fungerer i praksis.
Den næste tese er at pragmatismen anskuer viden ud fra fallibilisme. Fallibilisme er forståelsen af sandhed ud fra det perspektiv, at der er en evig aktuel mulighed for at tage fejl og senere at måtte revidere sine overbevisninger (Brinkmann, 2006). Ifølge Putnam (1995) er pragmatismen særlig, fordi den fremhæver muligheden og nødvendigheden af at være antiskepticist og fallibilist på samme tid. Denne forståelse af hvad sandhed er har pragmatisten W.V.O. Quine (1951), ifølge Brinkmann (2006), radikaliseret i artiklen Two dogmas of empiricism til at ingen af vores overbevisninger principielt er immune over for revision. Derved er al den viden, vi har, aldrig noget vi kan være sikre på, for viden er altid op til revision (Brinkmann, 2006). Derved er den fortolkning, som vi finder en resonans hos, ligeledes altid op til revision. Vi kan derfor ikke sige, at den sandhed vi finder i skønlitteratur, altid vil være sand, men at den er det i øjeblikket. Sandhedsværdien vi får fra skønlitteratur, er derfor foranderlig på samme vis som Fairfield (2013) skriver at hermeneutikkens fortolkninger og derved forståelser af verden er.
Den tredje tese er anskuelsen, at der ingen fundamental dikotomi mellem fakta og værdier er. Ifølge pragmatismen kan man ikke komme uden om en normativ diskurs som er del af både det videnskabelige, det sociale og det personlige liv. Ifølge Brinkmann præsenteres dette af den danske Dewey-fortolker og filosof Hans Fink som:
Det etiske er kun en side af menneskelivet, men der er samtidig ikke nogen side af menneskelivet, der er unddraget det etiske (Fink, 1995, p. 8)
Ifølge Dewey er alle videnskaber moralvidenskaber. Det skyldes, at de alle må forstås som dele af vores praktiske liv, hvorved de har værdimæssige forudsætninger og virkninger. Videnskaber gør det muligt at forstå de betingelser og virksomheder, som mennesker lever gennem. Moralvidenskaber er ikke særskilte fra dette. Vi kan derfor forstå skønlitteratur ud fra den forståelse, at den bygger på blandinger af videnskabelige, sociale og personlige narrativer, hvilket understøtter forståelsen af, at skønlitteratur kan anvendes som undersøgelsesfelt, da den præsenterer observationer og erfaringer fra multiple forståelser af verden, som er funderet i praksis.
Putnams (1995) sidste tese er, noget så basalt for pragmatister som, at praksis er primær. Den grundlæggende tese i pragmatisme er at i filosofi, videnskab, etik, pædagogik mm. er praksissen primær. Man kan endda gå så langt som til at sige, at denne tese er den tese, som giver mening til de andre, for uden konceptet om at sandhedsværdien ligger i vores praksis, ville de andre ikke have relevans (Putnam, 1995). Helt konkret betyder det, at praksis er primær, at det, vi gør, er mere fundamentalt, end hvad vi tænker om det, vi gør. Ved at forstå verden i praksisbegreber, forstås verden som temporal, kontekstuel og processuel (Brinkmann, 2006). Praksis forløber i tid, indebærer udvikling og rammesætter begivenheder. Dewey mener, at begivenheder er mere fundamentale end genstande, og derved er praktisk handlen mere fundamental end teoretisk refleksion. Dermed er erkendelse en praktisk aktivitet og ikke en passiv beskuen for Dewey. At vide er derfor at gøre (Brinkmann, 2006).
Hvordan kan traditionel hermeneutik og pragmatisme forme en praksis for videnskabeliggørelsen af skønlitteratur?
Ifølge Dewey er det gennem sprog og koncepter, at vi kan forstå mening. Koncepter muliggør, at vi kan generalisere, derved overføres vores forståelse fra en ting til en anden (Fairfield, 2013). Dette gælder almindelige perceptioner og højere former for forståelse, hvor viden ikke er et umiddelbart eller objektivt syn på virkeligheden, men medieret af tidligere forståelser og af sprog. Perceptuel viden er lingvistisk medieret og er derfor en aktiv udadgående konstruktion af sindet (Fairfield, 2013). Men hvad er sindet for Dewey og hvorfor er dette vigtigt? Ifølge Fairfield (2013) mener Dewey, at sindet er fyldt med tegn. Disse er sociale interventioner og fungerer ud fra tilegnede habituelle måder at forstå på, der påvirkes ud fra tidligere udviklede meninger eller erfaringer, hvorfra mening er udvundet. At forstå er dermed, ifølge Dewey, helt fundamentalt at deltage i diskursive praksisser, der konstituerer en kultur. Dette bliver eksemplificeret af Fairfield således:
The philosopher, the artist and the scientist all ‘derive their substance from the stream of culture’ and exhibit the same ‘dependence upon tradition’ that characterizes thought in general, including its most creative forms (Fairfield, 2013, p. 91)
Vi opnår en forståelse af vores undersøgelsesfelt gennem tænkning. Det er ud fra denne betragtning, at jeg har valgt at benytte både pragmatismen og den traditionelle hermeneutik, da Deweys forståelse af tænkning er hele omdrejningspunktet for videnskabeliggørelsen af citatanalysen, som er funderet i hermeneutisk tekstanalyse. Dette skyldes, at hele formålet med den hermeneutiske tekstanalyse er at fortolke. Det er således at opnå en højere mening mellem del og helhed. Den fortolkende proces består af at tænke, og forbinde tidligere erfaringer og nye inden for ens undersøgelsesfelt for at opnå ny viden. Dewey mener at tænkning ikke bare er en samling af information eller procedurer i at følge regler. Tænkning er en metodologisk virksomhed (Fairfield, 2013). Ved at anskue tænkning som et virke i metodologi muliggør vi også en metode, der tager udgangspunkt i en metodologi, der omhandler at tænke. Dette er afgørende for at konstruere en videnskabelig metode, hvis resultat udelukkende er konstrueret af en fortolkningsproces. Ønsket ved at gøre tænkning til en metodologi og fortolkning til en metode er at skabe et rum for en videnskabelig proces, der er konkret og nærliggende at gribe fat i.
Men hvad er det, der er særligt ved skønlitteratur? Hvorfor vækker det følelser i os, og hvordan kan vi bruge disse følelser til at forstå verden? Til at undersøge dette spørgsmål, vil jeg i det kommende arbejde med Valsiner og Vygotsky for at forstå skønlitteraturens effekt og potentiale for videnskabeligt arbejde.
Valsiner (2015) stiller spørgsmålet i artiklen The place for synthesis: Vygotsky’s analysis of affective generalization:
Why do people attend theatre? Or watch movies? The images played out in these extraordinary human arenas of creativity are separate from the dramas of the everyday world, and as such should be places for alienating escapism (Valsiner, 2015, p. 93)
Valsiner (2015) skriver videre at selvom dette kan formodes, påvirker kunst os på en helt særlig måde, da kunst er skabt og værdsat, fordi det tilbyder relevant materiale for det affektive hverdagsliv. Det postmoderne menneske har også brug for oplevelsen af spænding og forvirring i en kompleks fortælling (Valsiner, 2015). Fiktionsværker eller konstruktioner bringer viden til almindeligt levede liv. Kompleks litteratur eller kunst bidrager med karakterer, der stille spørgsmål og overvælder læseren på en måde, der kan ændre deres liv. Karakterer fra fiktion er syntetiske, da de er opfundet af forfatteren. På trods af dette bringer de med sig en troværdighed, som om de var ægte. Ligeledes skaber vi fiktionelle konstruktioner i almenmenneskelig udvikling. Det er billeder af vores fremtid f.eks. om vi er rige eller fattige, gift eller ugift og om vi bliver gamle. Hvad der sker efter at vi er døde, har vi komplekse og gennemtænkte fiktionsbilleder på så som himlen og helvede. Den menneskelige psyke er en målrettet skaber af den forstillede verden, som leder vores reelle liv (Valsiner, 2015).
Valsiner (2015) beskriver Vygotsky’s benyttelse af litteratur som Vygotsky’s udgangspunkt for viden. Vygotsky forsøgte at lave en empirisk undersøgelse, der tog udgangspunkt i fiktionstekster. Her undersøgte han vejrtrækningens rytme i forbindelse med teater og digte. Undersøgelsen blev lavet i 1921-1922, men blev aldrig til noget på grund af udstyr, der ikke virkede. Det var særligt vigtigt for Vygotsky at finde affektive processer, der medierer personers relation med æstetiske objekter, som i dette tilfælde var digte og prosa.
Vygotsky mener, at al menneskelig udvikling bevæger sig gennem abstrakt generalisering. Refleksioner omkring gennemlevede oplevelser bliver ændret til abstrakte skemaer. Disse skemaer er ifølge Vygotsky primært affektive og kun sekundært kognitive. Derfor kan vi forstå affektive abstraktioner og generalisering som følelser. Ifølge Valsiner (2015) er psykologi ikke en videnskab om adfærd eller om kognition, men om affektive processer, der fører til funktionelle abstraktioner. Ifølge Valsiner (2015) er Vygotsky’s arbejde med ”Legkoe dykhanie” af Ivan Brunin et passende eksempel på, hvordan klassisk litteratur kan bruges som en database for den aktuelle psykologi (contemporary psychology). Karakterer skabt af forfattere i romaner, noveller og teater er resultatet af dybtgående arbejde af psykologer som affektivt fanger essentielle psykologiske processer og koder disse ind i kommunikative beskeder til publikummet med viden, der rækker længere ud end hvor de er nu. Derfor kan man sige at litteratur og kunst skaber zonen for nærmeste udvikling.
Citatanalyse er mit bud på en systematisk og gennemsigtig metode til at anvende skønlitteratur til at undersøge et fænomen. Den bygger som sagt på tidligere præsenteret teori og er inspireret af de metoder, der er alment praktiseret i kvalitativ forskning som analyseredskab til interviewtransskriptioner.
I dette afsnit vil jeg uddybe, hvad citatanalyse er samt dens styrker og svagheder. Udgangspunktet for citatanalyse er at give forskere overblik over et skønlitterært værk. Dette gøres ud fra en systematiseringsproces, der har til formål at gøre læsningen af værket fokuseret, samt at gøre udvalgte citater i værket nemt tilgængelige. Dette gøres ved at læse værket ud fra et selvvalgt antal analysespørgsmål, der har til formål at hjælpe forskeren til at besvare sit eller sine forskningsspørgsmål. Der vil ved nogle af analysespørgsmålene opstå nogle underkategorier f.eks. objekter eller temaer der er tilbagevendende gennem romanen og således får en metaforisk betydning. Metaforer er helt afgørende i citatanalyse, da de bærer en stor del af de generaliserede følelser og generelle observationer forfatteren har omkring vores omgivelser og selvforståelse. Derfor er dannelsen af underkategorier fokusset for første gennemlæsning af hvert analysespørgsmål. Citatanalyse er derfor ikke en lukket metode fra starten. Strukturelt er der gjort plads til et eksplorativt segment. Dette er gjort af to grunde. 1: ved en lukket fortolkende metode kan man nemt blive låst i sin forforståelse og derfor ikke være åben for teksten og nye perspektiver man ikke selv havde tænkt på. 2: Bogens plot og narrativ kan ændre sig markant fra hvad man som udgangspunkt troede. Man arbejder derfor med en delvis uvished om i hvilken retning ens datamateriale bringer en. Hvilket i øvrigt også gælder for mange andre typer af kvalitativ såvel som kvantitative metoder. Som sagt er citatanalyse en metode, der har til opgave at hjælpe forskeren med at skabe overblik over det skønlitterære værk samt at hjælpe med at læse ud fra forskellige perspektiver eller med et bestemt fokus for læsningen. Ved fokuseret læsning menes der, at man gennemlæser teksten for hvert enkelt analysespørgsmål samt dens underkategorier. Naturligvis egner denne metode sig bedst til kortere litterære værker, da der er meget få mennesker der har tiden og tålmodigheden til f.eks. at læse en bog på 300-600 sider evt. 20 gange. Alternativt kan man alt efter bogens længde tilpasse sin læsning, så man har flere fokuser for en gennemlæsning, men ved kortere værker eller hvis der er tid til det, vil jeg stærkt anbefale, at man læser bogen ud fra hvert enkelt analysespørgsmål og underkategorier til disse, da det er i gennemlæsningsarbejdet, man skaber forbindelserne mellem de forskellige argumenter og observationer i værket. Dette leder mig også videre til det næste vigtige redskab i citatanalyse som er Memos. Memos er et redskab, man benytter gennem alle gennemlæsningerne, og den støtter ens hukommelse for argumenter, observationer, ideer og forbindelser der opstår undervejs. Mange af de tanker, man tænker i gennemlæsningsprocessen, er de pointer, der bliver essentielle efter gennemlæsningerne. Det er disse pointer, man skal bruge til at sammenkoble fiktion og virkelighed. Det vil sige, at man bruger resultaterne til at forstå et fænomen ud fra det skønlitterær værk og teori fra almenpsykologien. Citatanalyse består af tre faser: Den eksplorative gennemlæsning, den undersøgende gennemlæsning og den analyserende gennemlæsning. I skemaet nedenunder findes en oversigt over faserne.
| Fase | Navn på fase | Beskrivelse af fase |
|---|---|---|
| 1. | Den eksplorative gennemlæsning | TitI denne fase gennemlæses bogen ud fra analysespørgsmålene. Dette gøres med et eksplorativt perspektiv, da ønsket med disse gennemlæsninger er at finde metaforer, symbolik og referencer til større samfundsmæssige forståelser, som man kan arbejde videre med. De kategorier man finder har til formål at hjælpe med at besvare analysespørgsmålene, og dem man mener har et potentiale for dette, laver man en underkategori af. |
| 2. | Den undersøgende gennemlæsning | I 2. fase læser man bogen igennem for hver enkel underkategori. Formålet med denne fase er at samle citater fra bogen, der har et perspektiv eller en måde at besvare analysespørgsmålet på gennem underkategorien. |
| 3. | Den analyserende gennemlæsning | Ved den 3. gennemlæsningsfase læser man underkategoriernes citater ud fra bogens kronologi for hver underkategori. Herfra vil der opstå nogle pointer og eksempler, der kan hjælpe med at besvare analysespørgsmålene. Disse er resultaterne som har til opgave at være fundamentet for besvarelsen af forskningsspørgsmålet. |
Ved gennemarbejdningen af de tre faser vil forskeren stå tilbage med en større forståelse af det skønlitterære værk og samtidig en kondensering af værket til data, der sammen med teori og bogens kontekst kan bruges til at undersøge et ønsket fænomen.
I dette afsnit beskrives det, hvordan man opsætter og benytter citatanalyse i sit arbejde. Citatanalyse er helt konkret udtænkt ved hjælp af Programmet Nvivo. Nvivo er er program, der er designet til at assistere kvalitativ forskning. Fremgangsmåden for citatanalyse er således: 1) Forholde sig til sit forskningsspørgsmål, 2) udformning af analysespørgsmål rettet mod det skønlitterære værk, man vil bruge som undersøgelsesfelt og 3) gennemlæsning af romanen ud fra citatanalysens tre faser. Helt konkret opsættes analysespørgsmålene som kategorier i Nvivo, hvorefter der tilføjes underkategorier, som indeholder citater der kan hjælpe med at besvare analysespørgsmålet, efterhånden som læsningen skrider frem. I det følgende tydeliggøres dette ved hjælp af et eksempel ud fra forskningsspørgsmålet: Hvordan kan man forstå sorg i det postmoderne samfund? Grundlaget for at svare på dette er det litterære værk af Naja Marie Aidt (2017) Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage. Til at undersøge fænomenet gennem skønlitteraturen opsætter man som forsker et sæt af analysespørgsmål, som vil minde om forskningsspørgsmål i et semi-struktureret interview (Kvale & Brinkmann, 2009). Inspireret af Kvale & Brinkmanns tekstboks 7.1 i Interview (2009, p. 155-157) har jeg opsat tre typer af analysespørgsmål der vil hjælpe forskeren med fortolkningsarbejdet af et skønlitterært værk: 1) oplevelsesundersøgende spørgsmål, 2) metaforundersøgende spørgsmål og 3) baggrundundersøgende spørgsmål. Oplevelsesundersøgende spørgsmål har til formål at hjælpe forskeren med at dykke ned i det fænomen, der undersøges fænomenologisk, og dermed undersøge individers/individets oplevelse af et givet fænomen. De metaforundersøgende spørgsmål har til opgave at hjælpe forskeren med at kigge efter forfatterens observationer og forståelse af et givet fænomen, dertil har metaforer en evne til at hjælpe læseren med at mærke de generaliserede affekter, hvilket jeg tidligere har argumenteret for vigtigheden af. Det sidste er baggrundsundersøgende spørgsmål. Disse er afsnit af beskrivelser vedrørerene levevilkår og relationer med andre mennesker. Formålet med dette spørgsmål er at hjælpe forskeren med at få en forståelse af fortællingens kontekst. Dette er vigtigt, når man prøver at forstå de små og store fortællinger i teksten.
Således kunne eksempler på nogle analysespørgsmål lyde: 1) Hvordan opleves sorgen? 2) Benytter hovedpersonen artefakter eller objekter til at forholde sig til sorgen? 3) Hvordan påvirker de mennesker, der er omkring hovedpersonen hendes oplevelse af sorg? Med de analysespørgsmål, som forskeren opsætter, er det nu tid til at begynde på gennemlæsningerne. Her er det vigtigt at man gennemlæser bogen for hvert enkelt analysespørgsmål. Når man gennemlæser med et fokus på et specifikt analysespørgsmål, er man i gang med en aktiv fortolkningsproces, hvor man hele tiden forholder sig til dele og helheder i fortællingen. Her vil man opsætte underkategorier, der rummer de temaer eller metaforer, der opstår undervejs i læsningen. For eksempel kunne første analysespørgsmål føre til, at man opdagede at hovedpersonen benyttede metaforen, at hun mistede noget af sig selv, da hendes søn døde (Aidt, 2017). Dette kan blive en underkategori, hvortil man kan indsætte citater i Nvivo som beskriver denne oplevelse. Til nogle spørgsmål kan det være nødvendigt at lave flere underkategorier. F.eks. kan man i forbindelse med besvarelsen af det tredje analysespørgsmål lave underkategorien familie. Herunder kan der være forskellige citater, som kan være vigtige både at kunne skille ad, men også at kunne se samlet. I Nvivo har man mulighed for at have underkategorien familie med alle tilhørende citater. Det giver mulighed for at få overblik over hvilke holdninger forskellige familiemedlemmer har til, hvordan hovedpersonen sørger, samt hvordan de handler på dette. Det kan dog også være en pointe, at undersøge hvordan de enkelte familiemedlemmer forholder sig til det. Derfor er det oplagt at lave specifikke personer som underkategorier til familieunderkategorien, f.eks. mor, far, partner osv. På den måde kan man undersøge de enkelte udtalelser fra de forskellige familiemedlemmer eller se i en samlet og kronologisk fremstilling under familieunderkategorien. Processen derefter handler om at skrive pointerne man fandt i romanen frem i en samlet og overskuelig fremstilling. Her fremlægger man de observationer og forståelser som man i gennemarbejdningen af værket er nået frem til.
I denne artikel har jeg beskæftiget mig med, hvordan man kan anvende skønlitteratur i videnskabeligt arbejde. Først præsenteredes Svend Brinkmanns (2012) perspektiv på skønlitteratur som data til at give et bud på, hvordan en metode, der bruger skønlitteratur som data til at undersøge et psykologisk fænomen kan udformes. Citatanalyse er dermed mit bud på, hvordan man ved hjælp af systematik og fortolkning kan undersøge et psykologisk fænomen ud fra et perspektiv på skønlitteratur som datamateriale. Metodens metodologi bygger på et fundament af pragmatisme og hermeneutik, hvilket giver mulighed for at videnskabeliggøre fortolkningsprocessen, og dermed legitimere brugen af skønlitteratur som udgangspunkt for skabelsen af ny viden.
Citatanalyse er en metode under udvikling som jeg her har præsenteret den grundlæggende tanke bag, nemlig at man gennem fortolkningsprocesser af skønlitteratur kan udvide forståelsen af verden og dets fænomener. Gennem citatanalyses tre faser for gennemlæsning, samt opsætningen af kategorier i Nvivo får man en systematik til og et overblik over arbejdet. Citatanalysen kan uden tvivl kritiseres, da det er en ny og eksplorativ tilgang, der med fordel kan efterprøves og videreudvikles. Desuden bygger metoden på pragmatisme og hermeneutik og derfor bør den også holdes op mod de samme standarter, som disse videnskabsteoretiske tilgange proklamerer. Citatanalyse er derfor en metode der bør tages op til revision, og hvis sandhedsværdi bør testes i praksis. Her har jeg særligt nogle områder, der er oplagte at forholde sig kritisk til fremadrettet. Etik er væsentligt i al videnskabeligt arbejde, og noget som man må forholde sig til i forhold til den metode, man anvender. Jeg har tidligere sammenlignet citatanalyse med meningsanalyser af interviewtransskriptioner (Kvale & Brinkmann, 2009). Når man arbejder med kvalitative interviews opstår der altid etiske problemstillinger, idet, man arbejder med andre mennesker og derved personfølsomt materiale. Det etiske aspekt viser sig også i anonymisering, samtykke og måden hvorpå man taler til interviewdeltageren (Kvale & Brinkmann, 2009). Disse etiske udfordring kommer man udenom, når man benytter citatanalyse, da ens materiale er fiktivt. Citatanalyse har derfor den fordel at undersøgelsesmaterialet er mere tilgængeligt, da man undgår meget af det tunge etiske arbejde som er nødvendigt ved mange etablerede forskningsmetoder. Når det kommer til de etiske overvejelser i forhold til citatanalyse, mangler der stadig at blive udarbejdet og diskuteret hvilke etiske faldgruber, der er på spil, når man arbejder med skønlitteratur.
Ligeså vel som det er vigtigt at forholde sig til etikken i videnskabeligt arbejde med skønlitteratur, er det også vigtigt at en metode som citatanalyse, der forholder sig til skønlitteratur som materiale yderligere bliver afprøvet, for at kunne forholde sig kritisk til hvad metoden kan, og hvad der adskiller den fra andre tilgange til videnskabeligt arbejde med skønlitteratur. Jeg har i denne artikel argumenteret for, at det særlige ved citatanalysen er den systematiske tilgang til skønlitterære værker, der har til formål at skabe overblik over og tilgængelighed til værket for forskeren. I modsætning til eksemplerne i introduktionen så søger citatanalysen gennem sin systematik at gøre den metodiske tilgang gennemsigtig. Citatanalyse har det enkle formål at give struktur til fortolkningsprocessen, samt give mulighed for en mere gennemsigtig fremstilling af analysen. Dette, argumenterer jeg for, skabes gennem systematikken. Det er vigtigt for mig at understrege, at systematikken ikke skal anskues som en proces der kvæler nuancer, kompleksitet og kreative fortolkninger. Men at systematiseringen aktivt bliver brugt til at give overblik, så der bliver givet luft til nuanceret og komplekse forståelser af fænomenet, der undersøges.