27 Apr 2024 - Simon Lehm Frandsen
I anledningen af 200-året for Lord Byrons død, genoptages nu debatten om Parthenontemplets besudlede historie, og den uskønne rolle Danmark endnu den dag i dag spiller i denne græske tragedie. Med udgangspunkt i Christopher Hitcens’ “The Parthenon Marbles - The case for reunification” (2008), argumenteres der for hvorfor Danmark bør gå forrest i kampen om at restaurere den vestlige verdens vigtigste kulturelle symbol.
Rammen for følgende artikel er bogen “The Parthenon Marbles - The case for reunification” (2008), og kun kilder uden for denne nævnes herefter.
I sin samtid var den britiske poet Lord Byron den nok mest prominente modstander af Lord Elgins metodiske destruktion af Parthenon Templet, der fandt sted i starten af 1800-tallet under Napoleonskrigene. Byrons poesi og harme ændrede ikke på den kurs der var sat, men da man i april 2024 kunne fejre 200-året for hans død, valgte akropolismuseet i Athen at lave en særudstilling om Byron, til ære for hans standhaftige og indædte kamp mod Elgins tyvagtige kampagne mod Parthenon. Denne udstilling viser med al tydelighed hvad vi har vidst i hundreder af år, navnlig at den græske folkeånd fortsat betragter genforeningen af den stjålne marmor som værende af øverste vigtighed. Vi skal ikke længere tilbage end november 2023 for at se det seneste forsøg fra græsk hånd for at få de dele af Parthenon der er i danske hænder tilbage (Ritzau, 2023). En forespørgsel der nok engang blev afvist af Nationalmuseet. Det hævdes at skulpturerne gør mere gavn i Danmark end i Grækenland, og at størstedelen alligevel befinder sig i England, så det er ikke så vigtigt hvad vi gør i Danmark. Men denne skribent deler ikke denne holdning, og vil nu kortfattet beskrive hvorfor.
Danmark har siden 1688 været i besiddelse af to hoveder fra Parthenons sydside, da en dansk officer, Moritz Hartmann, hjembragte dem efter at have tjent i en venetiansk hær af lejesoldater, der var med til at belejre Athen samtidig med en tyrkisk okkupation. Hartmann skaffede sig disse to hoveder efter templet blev beskadiget ved et angreb der antændte de krudttønder tyrkerne havde placeret i templet, og siden 1688 har de altså været opbevaret i Danmark. Senere i midten af 1830’erne kom der også en hestehov fra Parthenon til Danmark. Danmark er dermed blot et af ganske få steder (sammen med Paris, München, Wien og Würzburg) ud over Athen og London hvor dele af Parthenon Templet i dag befinder sig.
Grækerne har siden de første dele af deres helligste kulturarv blev besudlet appelleret til deres europæiske allierede om at deres dyrebare marmor bør returneres. Og gang på gang har både briterne og danskerne afvist, med henvisning til at hvis man begynder at returnere alskens kulturarv til de oprindelige kulturer, så ville vore museer stå tomme hen. Hvor tyndt dette argument ellers står skulle præmissen accepteres, kan det endvidere affejes med at den græske befolkning og kultur fortsat eksisterer som forlængelse af antikkens arv. Normalt når vi taler om disse artefakter gælder det uddøde kulturer og sprog, eller som minimum objekter fra lande vi har bekriget. Men grækerne har som allierede af den europæiske fællesinteresse, gjort sig mere end fortjent til at blive respekteret som vores venner, og snakken gik da også på at Grækenland skulle have sin marmor tilbage som tak for sin fremragende indsats i anden verdenskrig. Men aldrig har forhandlingerne båret frugt, og det er intet andet end pinligt at Rane Willerslev kan sige til pressen, at disse genstande altså har en større betydning for den danske kulturarv end for den græske. Men den athenske kulturarv er hele den vestlige kulturarv, og monumenter som Parthenon der symboliserer hele den vestlige verdensforståelses vugge, bør anerkendes som denne. Samtidig hermed er det vigtigt at forstå at dette ikke er en bagatel i den græske folkeånd. Det græske folk ser ikke det som den principsag danske medier omtaler det som, men derimod som et moralsk spørgsmål som følge af den uret der er blevet gjort dem. De anser det som tyveri begået mens de var under belejring, og det er svært at se det som andet. Især når grækerne er vores allierede, er det svært ikke at kunne retfærdiggøre at de med magt tog deres ejendele tilbage. For at undgå dette vil der blot eksistere en enkelt anbefaling herfra. Lad Danmark være det foregangsland vi så ofte bryster os med at være, og lad os vise især det britiske museum at den fejl vi har begået i århundreder er reversibel, og at vi kan genforene det samlede Parthenon som det oprindeligt var tiltænkt.
For Parthenon er ikke blot Grækenlands vigtigste kulturskat, den er symbolet på hele det værdigrundlag den vestlige verden bygger på. Og tror vi rent faktisk på de demokratiske frihedsprincip bygget på værdighed, broderskab og retfærdighed, så lad os vise vor græske brødre at det ikke er for sent at stå sammen, og at vi med genforeningen af Parthenons marmor kan vise hele verden at Vesten står for sine principper.
Hitchens, C. (2008). The Pathenon Marbles - The case for reunification. London, Verso.
Ritzau (22. november 2023) https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/13751610/graeske-marmorhoveder-bliver-i-danmark?publisherId=13560791&lang=da