Kultur

Anmeldelse – Cirka Lig Med

07 Jun 2024 - Simon Lehm Frandsen

7,5/10 – “Cirka lig med” udfordrer og opløfter

Teaterskolen Move’n Act opstiller som afgangsprøve Jonas Khemiris “Cirka lig med” i en udgave der imponerer i sin simplistiske stil, men samtidig bærer præg af at være et afslutningsprojekt. Dette gør forestillingen svær at vurdere, men for sin charme, relevante pointer og veloplagte cast fortjener den en karakter i den højere ende.

Da denne anmelder bevægede sig træt ind i Teater Refleksions ankomsthal, var det et noget overraskende syn der mødte øjnene. 30 minutter før forestillingens start sad blot fire mennesker i foyeren, og der var ikke meget snak ved bordene. Ganske besynderligt, for “Cirka lig med” er et ganske populært stykke, og ved bordene ligger der rigeligt med udgaver af aftenens program udprintet, hvilket indikerer en forventning om større fremmøde. Til gengæld stiger oplevelsen ved en tur i baren hvor en flaske rødvin kan erhverves til 175 kroner, hvorfor jeg inden mine kompagnoners entre i salen allerede beslutter mig for at dette tilbud bør udnyttes. Der kommer i løbet af de sidste ti minutter inden dørene åbnes markant flere mennesker, og stemningen begynder at nærme sig noget der minder om en teateroplevelse. Det er dog nok de færreste der var klar til hvad de gik ind til.

Stykket stiller i al sin enkelthed det simple spørgsmål: “Hvordan afgøres det om en oplevelse er pengene værd?” Værd at bemærke er det, at stykket ganske selvbevidst konstant forholder sig til om tilskuerne nu egentlig får den maksimale værdi ud af billetprisen, men der er fyldt med yderligere kritikpunkter af den moderne kapitalistiske jungle, der gør at det centrale spørgsmål til tider enten bliver glemt eller potentielt overflødigt i jagten på noget større. For et teaterstykke kan sagtens have filosofiske temaer, uden at være iboende filosofisk, men snarere i sin essens være kunst med det formål at skildre et afbræk af en virkelighed eller et synspunkt (Deleuze & Guattari, 1994). Kunst kan defineres som et privilegeret refleksionsrum (Svendsen, 2003), og det ville klæde denne forestilling at kaste sine ideer en smule mere struktureret op i luften, for at lade publikum selv forholde sig til dens pointer. Men derfra byder Move’n Act på en vidunderlig aften.

Stykket tager afsæt i livet på bunden med store drømme der alle kræver penge der hverken ejes eller er i sigte, da stykkets hovedpersoner indtager roller som jobsøgende, kioskarbejder eller hjemløs tigger. Alt synes urimeligt og uretfærdigt, da ethvert forsøg på at komme ud af sin nuværende position ender i en blindgyde, og drømmene forblænder heltenes nuværende situation til et punkt de ikke kan se sig ud af. Alle karaktererne bærer præg af et ønske om at klatre sig vej til tops i den kapitalistiske jungle, men på ret genial vis bliver ingen af dem revolutionære, blot fastlåste hamstere i trædemøllen. Zizek (2009) lærer os at det moderne opbrud mod kapitalismen oftest tager form af en selviscenesættende uretfærdighedssans, hvor man med socialistiske idealer forsøger at gøre oprør med sin egen position i kapitalismen, frem for et opgør med selve det system der ødelægger os. Her går denne forestilling over og bliver en genialitet, da den fokuserer på hvordan det enkelt menneske agerer med vredesudbrud og aggression mod laverestående, eller stjæler for selv at kravle opad på stigen, uden at de forholder sig til strukturerne der holder dem nede. Her bliver stykket en kontrast til Albert Camus’ “Faldet” (1956), der ligeledes skildrer en karakter i opbrud med systemet, men denne holder fast i at man altid har ansvaret for egne handlinger uagtet sin situation. “Cirka lig med” forholder sig ikke på samme måde til denne tanke, hvilket rejser en spændende debat hos tilskueren.

Meget moderne kritik af kapitalismen går på eksterne faktorer som eksepelvis de konsekvenser der opstår uden for det vestlige kapitalistiske marked (Zizek, 2016), hvordan det kapitalistiske marked er blevet moralsk fordærvet (Sandel 2012), eller hvordan samfundsprioriteringerne er skæve (Holten, 2024). Men det er sjældnere at en kritik af kapitalistiske strukturer på så flot vis skildrer den moderne borgers ageren i et system de kun hader fordi de selv er placeret dårligt i det, og at deres kamp mod systemet i virkeligheden er en kamp om selv at komme frem i bussen. Dette islæt gør “Cirka lig med” til en underholdende affære, der tvinger os alle til at kigge indad. Denne anmelder har tidligere kritiseret det kapitalistiske system for at skabe denne ulighed stykket adresserer (Frandsen 2024), men at Move’n Act på så underholdende vis kan skildre individets ageren og motivation i denne tilstand er både beundringsværdigt og ikke mindst vigtigt for samtiden.

Overordnet set er stykket underholdende fremført, og de to timer det varer flyver afsted. Stykket bærer præg af at være et afgangsprojekt hvor forskellige teknikker, koncepter og stemninger skal fremvises, men det tager intet væk fra at stykket er velspillet, og yderst underholdende til et punkt hvor lattermusklerne flere gange er på alvorlig prøve. Hvad der kommer til at ske med de fem nyudklækkede Move’n Act skuespillere, Daniel Busk, Kristoffer Kragelund, Laura Stresino, Simen Aspaas og Sylvester Korsgaard, vil tiden vise. Én ting er dog sikkert, ser du et af disse navne på rollelisten til en kommende produktion, kan du roligt forvente en solid præstation med timing, humor og masser af charme.

7,5/10

Litteraturliste:

Camus, A. (1956). Faldet. København, Gyldendal.

Deleuze, G & Guattari, F. (1994). What is philosophy. New York. Columbia University Press.

Frandsen, S. (2024) Hvorfor økonomisk ulighed altid er et problem. Hentet 7. juni 2024, fra https://xn–ndsliv-hua.dk/2024/02/24/Hvorfor-%C3%B8konomisk-ulighed-altid-er-et-problem.html

Holten, E. (2024) Underskud – Om værdien af omsorg. København, Politikens Forlag.

Sandel, M. J. (2012). What money can’t buy: The moral limits of markets. Farrar, Straus and Giroux.

Svendsen, L. F. H. (2003) Kunst – En begrebsafklaring. Århus, Forlaget Klim.

Žižek, S. (2009). First as tragedy, then as farce. London, Verso.

Žižek, S. (2016). Refugees, terror and other troubles with the neighbors : against the double blackmail. Brooklyn, NY, Melville House.