16 Jun 2024 - Simon Lehm Frandsen
Mangt en sætning er allerede skrevet om Christina Rosendahls nye film “Fuld af kærlighed”, og disse sætninger handler som udgangspunkt om hvor vigtig en fortælling den er. “Fuld af kærlighed” handler nemlig ikke om hvordan det er at være misbruger af alkohol, men om hvad det gør ved en familie at et familiemedlem er det. Og da denne anmelder selv i flere år har haft misbrugsarbejde som sin primære beskæftigelse, var det ikke uden en vis portion spænding at denne film blev set. Desværre skuffer den som film, da den ikke formår at balancere den blanding af det drømmende og fantaserende med den realisme den ligeledes forsøger at skildre. Skriften stod allerede lidt på væggen, da den langsomt eroderende force som misbrug i familien er, skildres i allerførste scene som en eksplosion af hjemmet, hvilket sætter scenen for en af flere omgange misvisende fortælling. Sådan ses den i hvert fald af denne anmelder.
Alt for mange scener bærer præg af at være meget opstillede og overholder ikke den interne logik der eksisterer i filmens verden. Dette medfører at man som seer ofte rives ud af illusionen og gentagne gange bliver mindet om at det altså er en film man sidder og ser, og ikke en skildring af en virkelighed. Derudover er to af de centrale karakterer (moderen og faderen) ganske langt fra at være troværdige, da deres reaktioner og handlemønstre i forskellige situationer ikke fremstår hverken sammenhængende eller realistiske. Dette kombineret med de mange forskellige (og meget interessante) kamerateknikker, får seeren til at tvivle på om scenerne skal forestille at være sådan det er, eller snarere sådan det opleves fra hovedpersonen Sofias (vidunderligt portrætteret af Viilbjørk Agger) perspektiv. Derudover er filmen fyldt med løse ender der ikke giver mening, og Tjekhovs pistol er ikke bare rygende, men findes frem gentagne gange er bliver slået så voldsomt ind i vores ansigter at det “klimaks” der lægges op til i løbet af filmen ikke kommer som noget der minder om en overraskelse, da der er blevet lagt op til dette i over en time på det tidspunkt det sker.
Al denne kritik er helt foruden at nævne de fejl og mangler der er i både de psykologiske handlemønstre der stikker i øst og vest, samt den terapeutiske og medicinske praksis, der i denne anmelders optik bestemt ikke stemmer overens med virkeligheden. Dette bliver muligvis ikke gennemskuet af lægmænd, hvorfor det ikke vurderes relevant her. Men hvorfor så stadig 6/10? Fordi “Fuld af kærlighed” er en vigtig film, og den har sine momenter, hvor man igen blot ville ønske at der var tale om en kunstinstallation fordelt over flere rum med en masse projektører, der kunne vise hvordan Sofias verden går i opløsning, og hvordan faderens alkoholmisbrug påvirker både hende og den øvrige familie ud i specifikke handlemønstre. For ser man blot “Fuld af kærlighed” i brudstykker er det en vidunderlig demonstration af misbrugets påvirkning på den samlede familie, om knuste drømme og overarbejde for visse familiemedlemmer. Samtidig ville den visning give mulighed for selv at forestille hvad de store beslutninger havde af konsekvenser. Men ser man den som samlet film, er den desværre fyldt med karikerede karakterer, urealistiske handlemønstre og en masse ellers store og tunge beslutninger, der tilsyneladende ingen effekt har på personerne efterfølgende. Det er ærgerligt, for filmen er så tæt på at være i mål, og var den skåret ned fra 110 minutter til 90, kunne man forestille sig at flere af de mangler der hylder seeren ud af fortællingen, kunne forsvinde så denne vigtige fortælling kunne få lov til at stå i fuld flor.