18 Jul 2024 - Simon Lehm Frandsen
“World in Focus” er Aros’ nye udstilling der løber frem til december 2024. Udstillingen tager udgangspunkt i fotografiet, og hvordan dette i dag er et koncept i forandring. Fotografiet er ikke længere nødvendigvis en afbildning af virkeligheden som den fremstår, da man med brug af kunstig intelligens og redigeringsværktøjer kan forandre det resultat der kommer ud af brugen af fotografiet. Fotografiet var oprindeligt en slags tilbagevenden til den gammeldags mimetiske kunstretning der gav en autentisk afbildning af virkeligheden (Svendsen, 2003), men bliver i “World in Focus” re-relanceret til en udtryksform der udfordrer vores syn af virkeligheden, og hvordan den virkelighed vi synes at sanse individuelt kan vise sig at være en anden eller forvrænget fra den andre ser.
Der er værker der sættes spørgsmålstegn ved den moderne tendens til at være afkoblet fra omverdenen og blive mere indelukket i sig selv (Hari, 2018), og andre værker der helt sætter spørgsmålstegn ved hvilken vej vi skulle være gået i livet. Søren Loses panoramafotografier står for denne anmelder som en slags vidnesbyrd om hvordan kan gå mange veje i livet, men i sidste ende må tage en beslutning for at undgå at forblive “fanget i de uendelige muligheder” som Kierkegaard kunne have sagt. Værket “Crossroads” giver her konnotationer til beretningerne fra døende mennesker om at de først forstår hvordan de skal leve når de står på dødens rand (Yalom, 2008), og tjener på den måde ikke som et memento mori, men et memento vivere, og opfordrer beskueren til at vælge sin sti i livet, betræde den og ikke falme i sin beslutning.
Flottest af alt fremstår Astrid Kruse Jensens værker fra serien “Disappearing into the past”, hvor beskueren mindes om at der hver dag er et valg i hvorvidt man skal fokusere fremad i livet for en fremdrift mod nye mål, og hvornår man snarere skal kigge tilbage i sin fortid og finde grunden til at man er endt netop hvor man er. Denne lidt psykoanalytiske læsning af værket (e.g. Zizek, 1989) er for denne anmelder et perfekt eksempel på god kunst. Et værk hvor man kan komme ind med sine analytiske briller og aflæse den mening der opstår hos den enkelte (Jørgensen, 1993) eller man kan se billederne for hvad de er, deres visuelle udtryk og forholde sig til det følelsesmæssige udtryk, næsten som en abstrakt ekspressionisme (Svendsen, 2003). Dette syn kan anskues en kende dekonstruktionistisk, men er snarere tiltænkt som en erkendelse af at beskueren nødvendigvis også må være konstruerende i det refleksionsrum kunsten skaber, da den moderne kunst ellers hurtigt bliver for ekskluderede for den almene befolkning, der ellers også kunne gavne af den. Efter denne anmelders bedste overbevisning lykkes værker som “Disappearing into the past” med at matche denne dynamik.
Der eksisterer i “World in Focus” værker som er mindre interessante, eller passer mindre godt ind i den overordnede ramme, men lad ikke det tage væk fra at det er en vellykket og simpel udstilling, der i sin konfrontation af den moderne virkelighed for beskueren til at betvivle hvorvidt man kan stole på sine sanser og intuition. Det er god kunst, det er flot kunst, og så kan man altid diskutere hvor stor en kunst det er. Men for denne anmelder der har et ønske om at kunsten skal udbredes til almenbefolkningen er “World in Focus” stor kunst.
Hari, J. (2018). Lost connections: uncovering the real causes of depression– and the unexpected solutions. New York, Bloomsbury
Jørgensen, K. G. (1993). Semiotik – En Introduktion.København, Gyldendal
Svendsen, L. F. H. (2003) Kunst – En begrebsafklaring. Århus, Forlaget Klim.
Yalom, I. D. (2008). Staring at the sun: overcoming the terror of death. San Francisco, Jossey-Bass.
Zizek, S. (1989). The Sublime Object of Ideology. New York, Verso.