21 Sep 2024 - Simon Lehm Frandsen
“Uhyggelige” historier er en del af de flestes barndom, men hvorfor er det væsentligt at forstå og forholde sig til historier der synes uegnede for børn, allerede fra en tidlig alder? Med afsæt i “Rottefængeren fra Hameln” gives en analyse af vigtigheden af disse historier for børn, ud fra både et individuelt moralsk perspektiv, og et samfundsanalytisk perspektiv.
Da en god ven for nylig kom forbi for at hilse på undertegnedes nyfødte datter, overrakte han i samme ombæring en Pixi-bog med den klassiske fortælling om Rottefængeren fra Hameln (Der Rattenfänger von Hameln) (Nielsen, 1976). Han overrakte bogen med ordene: “ Denne husker jeg fra min egen barndom, men jeg er i tvivl om hvor moralsk den egentlig er for børn, så måske hun skal være meget ældre før du læser den højt”. Disse ord gjorde stort indtryk på mig, da der findes mange historier som “Ulven kommer” eller “Manden, drengen og Æslet” og mange lignende, der alle fortælles til børn for at demonstrere vigtige moralske og etiske pointer med et tydeligt illustreret eksempel. Dette gør det forståeligt og overskueligt for selv et barns hjerne, men en fabel er muligvis en anden størrelse end en historie som Rottefængeren, så hvorfor er denne stadig vigtig, og ikke mindst (ifølge undertegnede) egnet for børn.
Historien om Rottefængeren fra Hameln er ganske simpel og findes i mange udgaver. Kort fortalt er byen Hameln befængt med rotter, og en mand kommer til byen og tilbyder at få rotterne bortskaffet mod betaling. Prisen aftales og manden spiller på sin fløjte, så rotterne følger efter ham, hvorefter han går ud i floden Weser, rotterne følger endnu efter og drukner. Da borgerne i byen efterfølgende nægter at betale den aftalte sum, bliver rottefængeren hævngerrig, og en dag hvor alle de voksne er i kirke, går han ind i byen og spiller en ny melodi så alle børnene i byen følger ham med ud af byen. Her findes der forskellige versioner af hvordan historien afsluttes, men fælles er at børnene aldrig høres fra igen. En uhyggelig historie der kan læses på mange måder, f.eks. som en fabel med en morale om at man altid skal overholde sine aftaler, eller som en middelalderlig forklaring på hvorfor så mange børn “forsvandt” i en tid hvor rotter spredte byldepest. Men uagtet hvordan den læses, vil undertegnede fastholde at den slags historier er vigtige for børn at få ind fra en ung alder, og følgende vil forklare dette rationale.
Det er et velkendt psykologisk fænomen at mennesker som udgangspunkt ønsker at se sig selv som gode og moralske (e.g. Sedikides & Gregg, 2008), men samtidig at vi ikke stopper op og ræsonnerer os frem til at vi er det, men snarere intuitivt oplever det, og derefter på baggrund af vores eksisterende viden efterrationaliserer os frem til denne konklusion (Mercier & Sperber, 2017). Det giver mening for vores evne til at begå os i verden at vi ikke konstant forholder os til samtlige nye inputs og ændrer karakter fra dag til dag, men dette betyder også at det er af særlig vigtighed at vi fra barnsben lærer om moral, etik og om konsekvenser af vores handlinger. Men det ses samtidig at folk responderer dårligt på at få at vide at deres intuitioner er forkerte, og derfor læres moral og etik bedst gennem eksempler og situationer der tillader den enkelte selv at drage konklusioner, eventuelt i samspil med en anden part. På den måde kan vi gennem klare eksempler markant nemmere præge vores børn i retning af at forholde sig til moralske spørgsmål, og gøre dem til gode borgere ved at lære dem om livets uretfærdigheder på en tydelig måde. Var historien sluttet med en civiliseret diskussion om den manglende udbetaling og en retslig afgørelse i rottefængerens favør, var moralen pludselig en anden. Så lærer børn snarere at overholde deres aftaler for at undgå retsforfølgelse, og den moralske debat falder i baggrunden, da nuancerne bliver for komplekse. Der er behov for en simpel forklaring om at hvis du ikke opfører dig ordentligt, sker der noget forfærdeligt. Der er selvfølgelig hertil et argument for at det ikke fordrer ægte moralsk adfærd at linjerne er trukket så skarpt op, men dette er en misforståelse. Det er netop essentielt at regler tillæres før de gradbøjes. Du er nødt til at kende reglen “Du må ikke slå” indgående, før end du kan begynde at nuancere med undtagelser som selvforsvar, og netop derfor er disse historier egnede for børn. For at fordre god moralsk udvikling kræver det at børn lærer de basale regler først, og sidenhen kan de gradbøjes, nuanceres og diskuteres. Derfor er uhyggelige historier både egnede og vigtigt for børn, da de sætter de hårde grænser op, som vi senere i fælles dialog kan nedbryde, så vi forstår hvorfor vi reelt skal opføre os ordentligt. Men indtil da må vi tage til takke med ideen om at hvis vi ikke holder vores ord, mister vi det mest dyrebare vi har.
Det kan desuden nævnes at uden mødet med eksempler på umoralsk adfærd kan vi aldrig besejre denne. Zizek (1989) beskriver hvordan det netop er gennem et symbolsk møde med det farlige at vi overvinder det, da vi tager magten fra det uhyggelige og potente ved at sige: “Jeg forholder mig til og anerkender din magt, men det til trods kan den ikke skade mig”. I tilfælde af uhyggelige børnehistorier skal dette forstås som at vi gennem konfrontationen med disse anerkender eksistensen af en barsk virkelighed, men samtidig fastholder magten over denne, netop fordi vi konfronterer den. Tanken om døden og børnelokkere og rotter der spreder sygdom bekæmpes kun ved at konfrontere frygten, og denne frygt konfronteres bedst symbolsk gennem litteraturen (e.g. Jørgensen, 1993). Frygten er et utroligt magtfuldt middel, og kan udnyttes i magtstrukturer på både stort og småt plan (Svendsen, 2008), men en konfrontation gør at vi kan genvinde magten og jo tidligere jo bedre. Hvis ikke vi lærer at verden kan være uhyggelig, men samtidig trækker tæppet væk og fjerner magtens potens, kan andre udnytte vores frygt til deres favør. Dette reduceres i en vis grad gennem uhyggelige historier, og der er dermed flere grunde til at det er væsentligt at lære børn herom.
Undertegnede må derfor konkludere, at den betænkelighed den gode ven havde ved overdragelsen af “Rottefængeren fra Hameln” måske ikke er så nødvendig. Vi må acceptere at verden er barsk og umoralsk adfærd eksisterer alle vegne, men ved at fjerne tæppet tidligt kan vi opdrage hinanden til at forholde os til livets store spørgsmål, og langsomt forstå hvordan vi selv genvinder magten over frygten som moralske og gode samfundsborgere.
Mercier, H., & Sperber, D. (2017). The enigma of reason. Harvard University Press.
Nielsen, K. (1976). Rottefængeren fra Hameln. København. Forlaget Carlsen
Jørgensen, K. G. (1993). Semiotik – En Introduktion.København, Gyldendal
Sedikides, C., & Gregg, A. P. (2008). Self-enhancement: Food for thought. Perspectives on Psychological Science, 3(2), 102-116.
Svendsen, L. F. H., 2008. Frygt. Aarhus, Forlaget Klim.
Zizek, S. (1989). The Sublime Object of Ideology. New York, Verso.