02 Mar 2025 - Simon Lehm Frandsen
Marco Evaristti blev landskendt i år 2000 med udstillingen “Helena” hvor han udstillede fisk i blendere, som publikum så kunne tænde for og sikre fisken en grusom død (fiskene benævnes oftest som guldfisk, men der sås ofte tvivl om hvorvidt det ikke snarere var sværddragere). Allerede dengang var debatten heftig, og dyrevelfærdsaktivister har af gode grunde lige siden været efter Evaristti og hans ganske dristige metoder. Med den 25 år senere udstilling “And now you care” hvor tre smågrise udstilles uden adgang til mad i et ganske lille bur, er debatten igen blusset op for fuld udblæsning, med trusler, politianmeldelser og generel ramaskrig har den danske befolkning igen igen kastet deres had over Evaristti. Men hvorfor? Kunstneren har fra start af påpeget at de her pattegrise får lov til at leve kummerligt nogle dage, hvorefter de bliver sikret et godt liv med en masse udearealer og ingen hensigt om slagtning i deres fremtid. En noget anden skæbne end den almene danske pattegris. Hvert år op til jul sælger butikkerne flæskesteg til 7 kroner halvkiloet, og ingen er i tvivl om at dette kun kan lade sig gøre ved at dyrene er opdrættet under de selv samme forfærdelige produktionsforhold der gør at minimum 20.000 pattegrise dør for tidligt hver eneste dag bare i Danmark. Når disse tal kommer frem skaber det sjældent reaktioner uden for dyreaktivistgrupper, men med kun tre grise og ordene “And now you care” er Evaristti lykkes med at frembringe de reaktioner aktivisterne er mislykkes med i årevis. Men hvorfor og hvordan er dette lykkes? Det vil følgende lynanalyse gøre dig klogere på, med udgangspunkt i psykologisk teori om menneskers forhold til egne spisevaner.
Der er to ting der virkelig kan få den danske sindsstemning i kog, veganere og dyremishandling. To modsatte poler på det samme spektrum, der på den ene side udfordrer den måde man lever på og ens egne moralske standarder, og på den anden side eksponerer os for hvad disse standarder har af konsekvenser for de dyr vi bruger i produktionen. Selvom de fleste mennesker spiser dyreprodukter er der et generelt ønske om at dyr ikke skal lide unødigt (Hartmann & Siegrist, 2020), hvorfor der ofte vil opleves en stor mængde psykisk ubehag (kaldet kognitiv dissonans) ved at blive konfronteret med de forhold dyrene opdrættes under (e.g. Kunst & Hohle, 2016; Bastian & Loughnan, 2017; Buttlar & Walther, 2019). Vi ønsker altså ikke at ændre på den måde vi lever, men vi vil samtidig ikke konfronteres med de omstændigheder der gør vores levestandard mulig, da dette kan påvirke vores positive selvbillede (Sedikides & Gregg, 2008). Den overordnede tendens bliver derfor at vi retfærdiggør vores kødspisning ud fra det man kalder de fire N’er: Normal, Nice, Natural og Necessary (Piazza et. al, 2015). Disse bruges som en indre retfærdiggørelse der muliggør at vi som almene forbrugere kan købe dyreprodukter med god samvittighed uden at bekymre os om produktionsforholdene. De fire N’er kan forstås som:
Normal: Det er okay at spise dyreprodukter fordi det er helt normalt og alle andre gør det.
Nice: Det smager godt, og det giver mig så tilpas meget velvære at det er det værd.
Natural: Det er helt naturligt for mennesker at spise kød, og det er en del af naturens orden.
Necessary: For at kunne leve sundt og sikre sig den nødvendige næring, er man nødt til at spise kød og andre dyreprodukter.
Disse fire N’er bliver altså måder vi fortæller os selv hvorfor det er okay at spise kød, men hvor vi stadig kan forsvare at kritisere mishandling hvor formålet ikke er at spise dyrene. Når dyrene spises, bliver mishandlingen netop et biprodukt af en nødvendig praksis, hvorfor det bliver nemmere at indgå i aktiviteten uden at opleve samvittighedskvaler. Men hvis har styr på sin retfærdiggørelse, hvorfor bliver kødspisere så så provokerede af veganere og deres udtalelser om hvor moralsk forkasteligt det er at spise kød? Kødspisere har en tendens til at rangere veganere lavest blandt forskellige udgruper som eksempelvis indvandrere og folk med andre politiske holdninger (MacInnis & Hodson, 2017). Dette skyldes netop at den tidligere nævnte kognitive dissonans dukker frem igen når retfærdiggørelsen opnået gennem de fire N’er bliver udfordret, og det er altid nemmere at benægte andres argumenter end at skulle ændre sin egen levestandard. At skulle gå fra at spise kød til at blive veganer er så markant et skifte med store omkostninger, at langt de fleste vælger at nedtone, ignorere eller simpelthen benægte de forhold grisene lever under. Psykologiske eksperimenter har også vist at folk er mindre tilbøjelige til at tro at dyr har et sind hvis de lige har læst om en vegetar, end hvis de har læst en neutral historie (Rothgerber, 2014). Alt dette viser at kødspisere vil gå langt for at forsvare deres retfærdiggørelse af egne handlinger, men hvorfor betyder dette så meget?
Når man har sin retfærdiggørelse på plads kan man hurtigt undskylde sig selv og pege fingre ad andre, hvilket netop er Evaristtis pointe. Pointen med kunstværket er at gøre folk opmærksomme på at de ignorerer disse forhold til dagligt, for så at blive provokeret over meningsløs mishandling. Tanken han får frem hos folk er noget i retning af “Jeg spiser kød fordi det er nødvendigt for at være sund, men selvfølgelig skal dyrene ikke lide uden nogen grund, og derfor er jeg stadig et godt menneske. Men dem der mishandler dyr uden nogen grund er forfærdelige mennesker!” Men spørgsmålet dette rejser er netop: Kan man retfærdiggøre mishandling af dyr fordi man netop spiser dem senere? Evaristti får de store følelser frem fordi vi ikke kan ignorere de spørgsmål han stiller, netop fordi de udfordrer den grundlæggende menneskelige antagelse om at vi er gode og moralske væsner, og at det vi gør er det rigtige. Når en veganer påpeger forholdene for produktionsdyr er det nemt at pege fingre, kalde dem ekstreme og undskylde det med at det er nødvendigt, men når Evaristti skræller det nødvendige lag væk (fordi mishandlingen ikke tjener et formål) er vi netop tvunget til råt og uforsødet at forholde os til hvad det reelt er der foregår. Og i stedet for at ændre vores vaner og anerkende de forhold dyrene lever under i produktionen er det jo meget nemmere at pege fingre ad kunstneren og politianmelde ham for mishandling. Så har vi jo stadig vores på det rene. “Det er ham der er den onde, jeg er jo den gode, og det han fremhæver kan ikke sammenlignes med produktionen, det tjener jo et formål.”
Alt dette er netop hvad det gør Evaristti til et geni. Han bruger de psykologiske mekanismer om moralsk selvopfattelse til at tvinge os til at forholde os til vores egne dårlige sider, og netop det er kunstens vigtigste rolle. At skabe forargelse der danner grobund for refleksion og vækst.
Bastian, B., & Loughnan, S. (2017). Resolving the meat-paradox: A motivational account of mor-ally troublesome behavior and its maintenance. Personality and Social Psychology Review, 21(3), 278-299.
Buttlar, B., & Walther, E. (2019). Dealing with the meat paradox: Threat leads to moral disengage-ment from meat consumption. Appetite, 137, 73-80.
Hartmann, C., & Siegrist, M. (2020). Our daily meat: Justification, moral evaluation and willing-ness to substitute. Food Quality and Preference, 80, 9.
Kunst, J. R., & Hohle, S. M. (2016). Meat eaters by dissociation: How we present, prepare and talk about meat increases willingness to eat meat by reducing empathy and disgust. Appetite, 105, 758-774.
MacInnis, C. C., & Hodson, G. (2017). It ain’t easy eating greens: Evidence of bias toward vegetar-ians and vegans from both source and target. Group Processes & Intergroup Relations, 20(6), 721-744.
Piazza, J., Ruby, M. B., Loughnan, S., Luong, M., Kulik, J., Watkins, H. M., & Seigerman, M. (2015). Rationalizing meat consumption. the 4Ns. Appetite, 91, 114-128.
Rothgerber, H. (2014). Efforts to overcome vegetarian-induced dissonance among meat eaters. Ap-petite, 79, 32-41.
Sedikides, C., & Gregg, A. P. (2008). Self-enhancement: Food for thought. Perspectives on Psycho-logical Science, 3(2), 102-116.