26 Apr 2025 - Simon Lehm Frandsen
Med sin korte roman “Hevun” lykkes Mieko Kawakami med at finde sin indre Platon frem, og sirligt forholde sig til mobning blandt børn. Heaven er en ubehagelig læseoplevelse, netop fordi man både mærker ofrenes smerte dybt i hjertet, og samtidig har svært ved at sige mobberne imod i deres bevæggrunde. En mesterlig skildring af forskellige verdenssyn.
Mieko Kawakami slot for alvor igennem på den internationale scene med “Natsu Monogatari”, der kom på det internationale marked under den fængende titel “Breasts and eggs”. Bogen er egentlig en større omskrivning af hendes kortroman “Chichi to Ran”, der sammen med “Hevun” og “Subete Mayonaka no Koibito tachi” udgør en løst sammenhængende trilogi, hvoraf det ikke-japansktalende publikum indtil videre har adgang til to af de tre. “Hevun” er den første af disse udgivet på Engelsk (under titlen “Heaven”), og sikke en start til denne lille trilogi.
“Hevun” fortælles fra en 14-årig drengs perspektiv, og omhandler dennes kamp for social anerkendelse og undgåelse af mobning. Drengen bliver dagligt udsat for diverse grusomheder, og forsøger at finde sin vej igennem en tilværelse hvor kun klassekammeraten Kojima kan give ham lidt opløftning. Kojima er ligesom drengen uden for det gode fællesskab, men i modsætning til fortælleren finder hun en større mening i den mobning de udsættes for. Kojima tror på at deres lidelser skyldes at de er objekter for mobbernes tortur, og perspektiverer drengens ønsker om at blive ignoreret til et andet syn på tilværelsen, hvori man som “de svage” og økonomisk dårligt stillede bliver gjort til ofre for de dominerendes brutale tortur, men det er netop det at kunne overkomme denne tortur og ikke at give efter der kan give en mening og en magt over dem. At være et mobbeoffer bliver for Kojima en måde at genvinde magten på, selvom man er i en udsat og underdanig position.
Forælleren oplever indre konflikter med at skulle finde denne mening med sine lidelser, og konfronterer derfor en af sine mobbere. Her får vi et eksistentielt klimaks, da vi indser at mobberen egentlig ikke har noget imod fortælleren, men at han samtidig er apatisk over for hans lidelser. Mobberen fortæller ganske fattet at man kan prøve at finde meninger og årsager efter ting er sket, men at alting essentielt sker uden nogen særlig grund. Fortæller har meget svært ved at acceptere dette svar, og lever i fortsat konflikt med de forskellige perspektiver han præsenteres for, frem mod bogens store klimaks, der skal opleves og derfor ikke beskrives her.
“Hevun” er en roman direkte ud af den sokratiske (platoniske) tradition med at præsentere en række perspektiver, men ikke nødvendigvis fremhæve det ene som det andet overlegent. Det er op til læseren selv at konfrontere det ubehag man møder i beskrivelser af yderst grov mobning, og en efterfølgende retfærdiggørelse fra en af gerningsmændenes side, hvor man som læser må erkende at hans verdensbillede reelt er sammenhængende, hvor ubehageligt det end er. Bogen tvinger os til at konfrontere den umiddelbare ondskab vi møder i verden, og får os til at stoppe og og spørge os selv hvorfor verden accepterer dette, og hvordan vi selv kan finde en mening med det i vores egen verdensforståelse. Spørgsmålet bliver så om denne søgen efter mening har en reel værdi, eller om det blot bliver en overlevelsesstrategi.
Bogen trækker både på Nietzsches teorier om at skabe viljen til magt, og gennem overvindelse af smerte at overkomme sit aktuelle stadie for at blive et mere autentisk selv, samt Dostojevskijs temaer om først at acceptere og anerkende lidelsen førend man kan lære at håndtere og overkomme denne. Der er samtidig elementer af Goethes smukke beskrivelser af en verden der blot er gennemgribende uretfærdig, og som nævnt tvinger Kawakami os på sokratisk vis til selv at drage vores konklusion.
En ubehagelig bog? Ja! En bog alle der er interesserede i de nævnte emner i en nutidig kontekst bør læse? Endnu større ja.