10 Oct 2025 - Simon Lehm Frandsen
I “Advocatus Diaboli” fremstilles et upopulært filosofisk ståsted, hvori der argumenteres for at ændre den måde vi anskuer de værdier vi normalvis tager for givet.
Et lovbrud der ikke tjener et højere formål, dvs. for at redde liv og legeme, men som derimod har det formål at forekomme mere belejligt for lovbryderen, er ALTID moralsk forkert. Denne sætning vil måske falde nogen for brystet, men denne omgang af Advocatus Diaboli argumenterer for netop dette. Argumentet er ikke at al lovgivning er et etisk højdemål, ej heller at det nødvendigvis er en moralsk handling at overholde gældende lovgivning, men derimod at et brud på gældende lovgivning er et brud på moralen.
For at denne præmis kan eksploreres, er vi nødt til at starte med dens grundlæggende byggesten, nemlig det betingede udsagn: “Hvis det er moralsk forkert at bryde loven i visse tilfælde, må dette gælde for samtlige lovovertrædelser”. Dette hypotetiske imperativ er ikke intuitivt for de fleste, og da moralske vurderinger er fremkommet gennem intuitive reaktioner (e.g. Sperber og Mercier, Haidt etc.) er det rimeligt at proklamere at det fremlagte imperativ står i kontrast til den gængse moralske intuition, men dermed ikke betinget at dette er den korrekte vurdering. Hele formålet med den moralske debat er netop at rokke ved denne intuition, og finde frem til hvad etikkens egentlige essens består af, og netop undgå at forfalde til at tage den etiske emotivisme som eneste sandhedsgarant for etikken.
Det fremlagte argument menes at have et modargument i netop emotivismen, men dette anses som værende en forringelse af den etiske debat, da den nødvendigvis forfalder til individuelle vurderinger, og dermed moralsk relativisme i den bredeste forstand. Her skal det dog noteres at imperativet kan udfordres på et andet parameter, navnlig at lovovertrædelser er forkerte ikke fordi de overtræder loven, men fordi handlinger af moralsk forkastelig eller svækket ånd ofte er udmøntet i lovgivning, og at der samtidig findes handlinger der er moralsk forkerte som samtidig ikke er brud på gældende lovgivning. Dette perspektiv er gyldigt, men har ganske svag forklaringskraft, da dette igen forfalder til relativisme, hvor lovgivningens eneste funktion bliver lovgivning for lovgivningens skyld, altså et kontrolmiddel fra et siddende folketing til at styre befolkningens handlinger, uden nogen rettesnor andet end folketingets ønsker om adfærd i samfundet. For hvis gældende lovgivning ikke er møntet i etiske betragtninger med et ønske om at styre moralsk ageren med befolkningens samlede bedste i sinde, så må vi anskue den som værende totalitær i sin grundessens, og dermed anarki som den eneste moralske handling i et værn mod lovgivernes ageren. Dermed fortsat ikke sagt at lovgivningen dækker alle moralske betragtninger på tilfredsstillende vis, men derimod at det lovgivningen omfatter må betragtes som en etisk rettesnor, da den ellers kun kan være grundlagt i ovenstående lovgivning for lovgivningens skyld. Hvis dette argument indtil videre føles forkert, uden at det er muligt at sætte ord på det, har du netop opnået første skridt mod erkendelsen af intuitionens rolle i moralsk dømmekraft, og dermed den relativisme vi risikerer at forfalde til hvis ikke lovgivningen overholdes.
Lad os opsummere; hvis en lovgivning er møntet i en etisk betragtning om ønsket adfærd for det fælles bedste, og det samtidig ikke er ønskværdigt at moralen bliver relativ for individet, og dermed at anarki ikke anskues som et legitimt mål, må det nødvendigvis altid være moralsk forkert at foretage en juridisk ulovlig handling der ikke tjener at redde liv og legeme. Hvis man hertil anfægter at den konditionelle undtagelse bliver for vag, er dette ikke nødvendigvis forkert, men stiller en lovbryder sig selv spørgsmålet om lovbruddet blev gjort i en større tjeneste eller for egen vinding, forudsætter argumentet her at lovbryderen som udgangspunkt selv er klar over hvilken kategori denne tilhører. Lad os eksemplificere:
En søn slår sin far ihjel fordi de i længere tid har været i uoverensstemmelse, og sønnen ved at han vil arve faderens formue. Sønnen begår altså et lovbrud for egen vindings skyld, og vælger dermed at tilsidesætte de regler der gælder for andre, for at han selv kan få noget ud af det. Dette strider naturligvis både mod lov og almen etik, og er derfor nemt at identificere som forkert. Men tag så det næste eksempel: En kvinde stjæler noget mad i en butik fra en større supermarkedskæde, da hun synes fødevarepriserne er urimeligt høje, og fortæller sig selv at kæden har rigeligt råd til at miste nogle få varer. Kvinden tilsidesætter igen almen etik og gældende lovgivning for egen vindings skyld, men de fleste vil her sige at det er mindre forkert end ovenstående eksempel. Det fremstår dog stadig som en forsvarbar position at påstå at også dette er moralsk forkert, om end mere broget. Tredje eksempel: En mand cykler uden lys på cyklen sent om aftenen over for rødt lys fordi han ikke kunne se nogle biler, og ikke ønskede at vente på grønt lys. Mange mennesker mener her at personen har gjort noget juridisk forkert, men ikke moralsk forkert, og det er her den sande test kommer for indeværende argument. Argumentet må netop nødvendigvis i denne situation påstå at dette ligeledes er et moralsk brud, og ikke blot et juridisk brud. Men hvordan kan dette være tilfældet? Ingen bliver i scenariet såret, krænket endsige påvirket af lovbruddet, så hvorfor er det moralsk forkert? Her rammer vi den ene af tre kerner i argumentet. Ingen handling er isoleret fra sin kontekst, og jeg kan ikke undgå at begå et lovbrud uden (om end blot en ganske lille bitte smule) at krænke min relation til mine medmennesker, da jeg ved at bryde demokratisk vedtaget lov fortæller min omverden at mine egne interesser kommer før deres, og jeg dermed krænker min relation til dem. Selvom jeg mener at jeg har orienteret mig i trafikken er der i dette eksempel en (om end minimal) risiko for at jeg udelukkende af egeninteresse kører ind i nogle fodgængere eller selv bliver kørt ned af en bil der ikke var forberedt på at jeg kom cyklende. At jeg vælger at tage den risiko som jeg godt ved andre ikke forventer at jeg vil tage, og det samtidig udelukkende er for min egen skyld, overskrider jeg min frihedsrettighed, da denne er betinget af at jeg ikke gør skade på andre. Her har vi altså endnu en præmis der skal accepteres for at dette argument holder: Min ret til at udøve min frihed slutter der hvor det påvirker andre. Altså har jeg kun ret til at udfolde min personlige frihed så længe jeg ikke er andre til gene eller forvolder dem skade. Den anden kerne i argumentet er de ressourcer man som samfund skal bruge på eksempelvis at udskrive mindre bøder. Vi lever i en tid hvor politiet er enormt presset på ressourcer og mandskab, og det at de skal bruge disse ressourcer på mindre forseelser er en direkte konsekvens af individets valg om at tilsidesætte de fælles interesser. Ofte høres sætningen: “Har I virkelig ikke noget bedre at give jer til?” når politiet udskriver bøder for disse mindre forseelser, og svar her er naturligvis et rungende: “Jo, så lad for alles skyld være med at bryde loven fremadrettet”. Politiets job er at sikre at lovovertrædelser ikke sker, og hvis de gør at de straffes passende. At politiet ikke har ressourcer til deres efterforskning, og ofte må “vaske” deres sager (dvs. afslutte dem uden at have lavet en reel efterforskning), fortæller os at vi som borgere ved at droppe de akkumuleret ganske mange mindre forseelser kunne frigive en masse ressourcer til politiets arbejde. Præmissen her bliver at politiet er en god og nødvendig instans i et retssamfund, og at vi har en almen forpligtelse til at gøre deres arbejde nemmere, og ikke spilde det brede samfunds ressourcer. Den tredje kerne i argumentet findes i den tidligere beskrevne moralske relativisme. For hvis det er op til den enkelte at afgøre hvornår en lovovertrædelse er okay, og at det ikke er en kategorisk opdeling af lovligt og ulovligt, hvem er det så nu der afgør hvilke lovovertrædelser der så er okay? Lad os sige at en person synes det er okay at cykle over for rødt, men ikke at køre over for rødt i bil. Men en anden person mener at det er okay at køre over for rødt i bil, men ikke at snyde i skat. En tredje person mener nu at det er okay at snyde i skat, da skat er tyveri fra statens side, men til gengæld må man ikke køre over for rødt da dette involverer en alt for stor risiko. Man må dog gerne slå en anden mand hvis han siger noget grimt om ens kone, og så videre. Vi udfolder her et stort net af relativisme, hvor der ikke er nogen moralsk hersker til stede. Undertegnede vil til enhver tid anerkende at det bedste ville være hvis der var en gennemgående almenmenneskelig etik der gennemstrømmede menneskeheden, og at det dermed ikke var nødvendigt med en lovgivning, men siden dette ikke er tilfældet er argumentet altså at såfremt man ikke ønsker at det skal være op til den enkelte at afgøre hvad der skal være tilladt, må det nødvendigvis være påkrævet at overholde al lovgivning.
Som nævnt er ovenstående argument konditionel, det vil sige at den er betinget af accepten af de centrale præmisser:
Argumentet gælder kun for lovbrud, der tjener egen vinding. Ingen handling kan tages ud af en social kontekst, og ethvert lovbrud er en krænkelse af relationen til lovbryderens medmennesker. Det er moralsk forkert at spilde samfundets fælles ressourcer, som politiets arbejde eller snyd med skat på egen vinding. Hvis moralske handlinger ikke kan rodfæstes i noget konkret som lovgivning, bliver moralen relativistisk og det er dermed op til den enkelte at afgøre hvad der er rigtigt og forkert, hvilket samlet set ville være værre for det fælles samfund.
Argumentet er altså ikke at loven er perfekt, eller at den nødvendigvis er retfærdig. Men i et moderne demokrati med en lovgivning der er udarbejdet på baggrund af et ønske om at opnå det bedst mulige samfund for flest mulige borger (og dermed ikke nødvendigvis bedst muligt for hver enkelt), argumenteres det her for at det samlet set er en umoralsk handling at begå selv en lille lovovertrædelse for egen vindings skyld.
Advocatus Diaboli